Danmark ønsker at byde på værtskab for Tour de France

Danmark vil søge om værtskabet for starten af Tour de France i 2018. Det er staten samt kommuner og regioner på den forventede løbsrute netop blevet enige om.
Pressemeddelelse
13. november 2015

Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen:
”Tour de France er én af verdens største sportsbegivenheder med omkring 3,5 mia. tv-seere. Danmark er én af verdens førende cykelnationer, og det skal vi vise frem. Et værtskab for Grand Départ er en helt unik mulighed. Derfor er det positivt, at vi – på tværs af stat, regioner og kommuner – er gået sammen om at tiltrække Grand Départ, Tour de France til Danmark i 2018.”


Starten af Tour de France, den såkaldte Grand Départ, afholdes regelmæssigt uden for Frankrigs grænser. I 2015 blev Grand Départ afholdt i Utrecht i Holland, og i 2014 i Nordengland og London.

På dagens møde blev de danske parter enige om rammerne for at afholde Grand Départ i Danmark og dermed grundlaget for, at Danmark kan søge om værtskabet i 2018.

Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen:
”Vi har nu alle sammen et hjemmearbejde i forhold til at få de enkelte elementer på plads, herunder en effektiv organisering af et muligt dansk værtskab. Senere på måneden tager jeg imod Tour de Frances løbsdirektør Christian Prudhomme, hvor vi skal drøfte mulighederne for at få Grand Depart til Danmark. Danmark er internationalt kendt som vært for store sportsbegivenheder, og vi har gode erfaringer fra bl.a. VM i landevejscykling i 2011 og starten på Giro d'Italia i 2012.”

De offentlige aktører, der står bag et ønske om at få Tour de France til Danmark, er København, Roskilde, Odense, Vejle og Sønderborg kommuner, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Sport Event Denmark og VisitDenmark. 

Kontaktperson: Pressechef Kim Bové, 91 33 70 15


Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.