Ny målrettet erhvervsindsats skal løfte to områder med lav vækst

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har udpeget Skive Kommune samt Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner som de første områder, hvor der igangsættes en målrettet erhvervsindsats.
Pressemeddelelse
8. december 2016

Væksten går langt fra lige hurtigt alle steder i landet. Derfor igangsætter erhvervsminister Brian Mikkelsen nu en målrettet erhvervsindsats, som skal styrke jobskabelse og privat vækst i Skive Kommune og Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner.

Alle regioner i Danmark har kunnet indstille områder, hvor væksten har været svag, og hvor der har været behov og ønske om en særlig målrettet indsats. Udpegningen af Skive Kommune og Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner er således sket på baggrund af indstillinger fra vækstfora i Region Midtjylland og Region Sjælland.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Regeringen ønsker at styrke den private vækst- og jobskabelse i hele Danmark. Nu sætter vi en målrettet indsats i gang i flere områder, hvor kombinationen af regionale styrkepositioner, lokal vindermentalitet og privat engagement skal skabe den selvbærende vækst og beskæftigelse, som områderne har brug for.”

Regeringen engagerer sig i Skives projekt om at etablere erhvervsparken ”Green Lab Skive”. Der tildeles knap 9 mio. kr. til samarbejdet. Erhvervsparken vil udvikle fremtidens energiteknologier i et test- og produktionsmiljø for virksomheder inden for fremstilling af fx biogas, solenergi, vind og balancering af energisystemer.

På Sydsjælland og Lolland-Falster igangsættes en indsats, hvor de tre kommuner arbejder tæt sammen med staten om at udvikle initiativer, som kan styrke de lokale virksomheders adgang til kapital og kvalificeret arbejdskraft.

Ansøgningerne er meget forskellige, hvilket derfor afspejles i den indsats, der skal sættes i værk. Ud over de to områder, hvor der umiddelbart sættes gang i en målrettet erhvervsindsats, vil Erhvervsstyrelsen arbejde videre med det nordjyske område med henblik på en eventuel senere udpegning.

Initiativet om målrettet erhvervsindsats er en del af aftalen om vækst og udvikling i hele Danmark fra den 9. februar 2016. I alt er der afsat 24 mio. kr. til målrettet erhvervsindsats frem mod 2019.

For yderligere kontakt:

Erhvervsministeriet, presserådgiver Rasmus Holm Thomsen 91 39 94 55, rht@evm.dk.

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.