Erhvervsministeren udtrykker bekymring over for Kommissionen over konsekvenser ved nye statsstøtteregler

Erhvervsministeren har i dag, sammen med Norge, Sverige og Frankrig, sendt et brev til Kommissionen, hvori de udtrykker stor bekymring for risikoen for tab af arbejdspladser, såfremt Kommissionen lemper EU-regler for statsstøtte.
Pressemeddelelse
9. december 2016

I dag sendte erhvervsminister Brian Mikkelsen, sammen med den svenske, norske og franske erhvervsminister, et brev af sted til EU-kommissær Margrethe Vestager i Bruxelles.

I brevet udtrykker de fire lande stor bekymring over et forslag fra kommissionen, som lemper kontrollen med statsstøtte. Med de nye regler bliver det nemmere at flytte virksomheders produktion og arbejdspladser til andre EU-lande med statsstøtte.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

Jeg er bekymret over den planlagte lempelse af statsstøttereglerne, som Kommissionen har foreslået. Jeg mener helt klart, at statsstøtte ikke bør kunne bruges til at flytte arbejdspladser rundt i EU, og den holdning deler mine kollegaer i en række andre EU-lande også." 

"For et land som Danmark kan det have store konsekvenser – ikke mindst ude i lokalområderne – hvis 100 arbejdspladser, eller for den sags skyld bare 50 arbejdspladser, flyttes til et andet land. Derfor håber jeg inderligt, at Kommissionen vil lytte til vores bekymringer og enten tage forslaget helt af bordet eller som minimum sænke de foreslåede grænser signifikant.” 

Tidligere har det som udgangspunkt ikke været lovligt at give virksomheder statsstøtte, som medfører, at virksomheden flytter til det pågældende land. Men Kommissionen lægger nu op til at indføre en bagatelgrænse, således at en sådan statsstøtte lovligt kan ydes, hvis en række betingelser er opfyldt, og det ikke medfører tab af mere end 100 arbejdspladser eller lukning af mere end halvdelen af virksomheden.

Kommissionens plan er, at de nye regler skal træde i kraft i foråret 2017.

Pressekontakt: Sara Ringgaard Price, srp@evm.dk, 91 39 94 07

Tema
Hvad betyder regeringens vækstplan for hele Danmark

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.