Markedsmodningsfonden uddeler 44 mio. kr. til innovative forretningsidéer

Markedsmodningsfonden under Erhvervsministeriet har givet tilsagn til 20 nye projekter, som nu får 44 mio. kr. til at komme hurtigere på markedet med deres innovative løsninger.
Pressemeddelelse
12. januar 2017

Erhvervsminister Brian Mikkelsen: 

"Vi har mange små og mellemstore virksomheder i Danmark, som har udviklet innovative løsninger med et globalt markedspotentiale. Forhåbentlig vil nogle af disse ideer kaste ny vækst af sig, når de 20 projekter får mulighed for at få deres løsninger hurtigere på markedet."

Markedsmodningsfonden har blandt andet givet tilsagn til en ny app, som giver folk mulighed for selv at tjekke og overvåge modermærker på en let og effektiv måde og dermed minimere risikoen for, at de udvikler modermærkekræft. Et andet projekt har til formål at teste og tilpasse en ny desinficeringsteknologi baseret på ozon, som effektivt kan dræbe bakterier, vira og svampe i hele rum hos bl.a. fødevare- og ingrediensproducenter. 

Formand for Markedsmodningsfonden Carsten With Thygesen: 

"De 20 projekter, som Markedsmodningsfonden har givet tilsagn til i denne omgang, henvender sig til mange forskellige markeder. Med støtte fra Markedsmodningsfonden får virksomhederne nu mulighed for at få disse løsninger hurtigere på markedet, og det vil styrke væksten og beskæftigelsen på tværs af brancher i Danmark."

Markedsmodningsfondens formål er at hjælpe lovende, nye forretningsidéer hurtigere på markedet ved at medfinansiere den sidste test og tilpasning med potentielle kunder, inden løsningen introduceres på markedet.

Markedsmodningsfonden har to ansøgningsrunder i 2017 - én i foråret og én i efteråret. Forårets runde er netop åbnet med ansøgningsfrist den 18. april kl 12.00. Læs mere på www.markedsmodningsfonden.dk.

Se hvilke virksomheder, der har modtaget støtte fra Markedsmodningsfonden

Pressekontakt til ministeren: Rasmus Holm Thomsen, tlf. 91 39 94 55, mail rht@evm.dk

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.