Ny planlov fremsættes i dag i Folketinget

Erhvervsminister Brian Mikkelsen fremsætter i dag lovforslag om modernisering af Planloven, der giver kommuner, borgere og virksomheder i hele landet bedre muligheder for at skabe vækst og udvikling, samtidig med at der værnes om landskaber, natur og miljø.
Pressemeddelelse
25. januar 2017

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Jeg er meget glad for, at jeg i dag kan fremsætte lovforslaget om modernisering af planloven. Med lovforslaget fjerner vi vækstbarrierer i den fysiske planlægning og åbner op for nye udviklingsmuligheder i bl.a. landdistrikterne, i turismeerhvervet og i detailhandelen. Samtidig værnes om et godt miljø og en righoldig natur.” 

Lovforslaget følger op på aftalen mellem regeringen, S og DF om Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet fra juni 2016.

Planloven rummer i dag en række udfordringer, som gør det vanskeligt for kommunerne at skabe plads til initiativer fra virksomheder og borgere. Med moderniseringen af planloven får kommunerne et øget råderum og en række nye muligheder, som i højere grad kan understøtte de lokale initiativer og ønsker. Samtidig øger lovforslaget væksten i samfundet ved at øge det strukturelle BNP varigt med ¾ mia. kr.

”Med lovforslaget giver vi nye udviklingsmuligheder i kystområderne, nye muligheder i landdistrikterne til fremme af bosætning og erhverv, bedre rammer for produktionsvirksomheder, bedre udviklingsmuligheder for detailhandel og mere fleksible rammer for byudvikling. Derudover imødekommer lovforslaget kommunernes og erhvervslivets efterspørgsel efter mere fleksibel og smidig administration. Dette sker med fortsat beskyttelse af landskaber, natur og miljø,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen. 

Lovforslag om ændring af planlov (L121)

For yderligere pressekontakt:

Erhvervsministeriet: Fungerende pressechef Rasmus Holm Thomsen tlf. 91 39 94 55 eller rht@evm.dk.

 

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.