Ny sammensætning af Basel-ekspertgruppe

Erhvervsministeren beder nu Finanstilsynet og kreditinstitutterne om at indstille en række kvinder til at varetage opgaverne i den nedsatte Basel-ekspertgruppe. Det sker for at rette op på balancen mellem mænd og kvinder i gruppen.
Nyhed
9. februar 2017

Den nedsatte ekspertgruppe, der skal se på de kommende Basel-krav, skal have flere kvindelige medlemmer. Det erkender erhvervsminister Brian Mikkelsen, der derfor har bedt Finanstilsynet om at række ud til den finansielle sektor for at få dem til at indstille nye - kvindelige - kandidater til gruppen.

"Den finansielle sektor og Finanstilsynet har indstillet kandidater, og det er samlet set endt ud med, at der ikke var kvinder i gruppen. Det skal der nu rettes op på. Derfor har jeg bedt Finanstilsynet om sammen med branchen at finde en række kvindelige kandidater, som kan indgå i gruppen, så vi kan få skabt en bedre balance mellem mænd og kvinder," siger Brian Mikkelsen.

Erhvervsministeren forventer at offentliggøre ekspertgruppens nye sammensætning i løbet af kort tid.

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.