Erhvervsministeriet sender vækstrådgiver til Iran

I forbindelse med regeringens udvidelse af myndighedssamarbejdet i en række nye lande, sender Erhvervsministeriet nu en vækstrådgiver til Iran.
Nyhed
10. marts 2017

Med udsendelse af en vækstrådgiver støttes der hermed op om erhvervets ønske om at lette danske virksomheders bestræbelser for at beskytte og håndhæve deres rettigheder, når de går ind på det voksende iranske marked. Erhvervsministeriet har i forvejen en digital vækstrådgiver i Brasilien samt maritime vækstrådgivere i Ghana og Kina. 

Med fokus på immaterielle ejendomsrettigheder skal den nye vækstrådgiver opbygge relationer og etablere samarbejde med relevante aktører i Iran og arbejde for, at viden og relationer kommer danske virksomheder til gode.  Rådgiveren skal, i tæt samarbejde med Patent- og Varemærkestyrelsen, udvikle et myndighedssamarbejdsprojekt, som Patent- og Varemærkestyrelen får ansvaret for at implementere. 

Muligheden for et myndighedssamarbejde med Iran er opstået efter ophævelsen af det internationale sanktionsregime. Det har ført til stigning i den danske eksport til landet, tættere politisk dialog, universitetssamarbejde – og nu myndighedssamarbejde.

 Udenrigsministeriet og en række fagministerier har de sidste to år i fællesskab samarbejdet med myndigheder i udvalgte vækst- og udviklingslande af særlig betydning for den fremtidige globale udvikling. I dag er otte danske ministerier og 14 styrelser således involveret i dette samarbejde. Som et væsentligt element i ordningen er udsendt 17 vækstrådgivere til 12 lande i Latinamerika, Afrika og Asien – her har de til opgave at opbygge relationer, facilitere samarbejde og arbejde for, at viden og relationer også kommer danske virksomheder til gode. Med udvidelsen af myndighedssamarbejdet udsendes otte nye vækstrådgivere.

 

Ministeriernes stillingsopslag for nye vækstrådgiverstillinger kan ses her

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.