Ny analyse: Vækstpotentiale inden for turisme for personer med fysisk funktionsnedsættelse

Omkring 8 pct. af alle turismeovernatninger i Danmark foretages af personer med personer med fysisk funktionsnedsættelse, og markedet for såkaldt ’tilgængelig turisme’ er i vækst. Der er derfor et kommercielt vækstpotentiale i at styrke de danske ferietilbud og –oplevelser for personer med fysisk funktionsnedsættelse. Det viser en ny analyse om Danmark som tilgængelig feriedestination for mennesker med fysisk funktionsnedsættelse.
Pressemeddelelse
24. maj 2017

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Danmark skal være en tilgængelig og attraktiv feriedestination for alle, og som analysen viser, er der rum for forbedring og udvikling, når det gælder tilgængeligheden til fx vores skønne natur. Samtidigt er der også god økonomi for de danske turismeerhverv i at arbejde mere målrettet med at forbedre oplevelsen for personer med fysisk funktionsnedsættelse. Tilgængelig turisme er et marked i vækst, så jeg ser helt klart et potentiale for dansk turisme på det her område.”

Tilgængelighed spiller en afgørende rolle, når personer med fysisk funktionsnedsættelse planlægger rejser. Danmark klarer sig relativt godt i vurderingen af kvaliteten af tilgængeligheden sammenlignet med udlandet. 20 pct. af de adspurgte turister mener dog, at udenlandske feriedestinationer gør mere for god tilgængelighed end Danmark – bl.a. i forhold til målgruppens tilfredshed med tilgængeligheden til naturoplevelser.

Analysen peger også på, at der er stor efterspørgsel på information om tilgængeligheden til de danske feriemål og – oplevelser, og at fx bedre mulighed for hvil undervejs på udflugter, beredvilligt og hjælpsomt personale og ferietilbud som både tilgodeser behovet hos personer med fysisk funktionsnedsættelser og hos deres medrejsende er noget, som efterspørges.

Analysen, som er et af initiativerne i den nationale strategi for dansk turisme, er udarbejdet af VisitDenmark på opdrag af Det Nationale Turismeforum.

Læs hele analysen her [link].

Pressekontakt: Sara Ringgaard Price, tlf. 91 39 94 07, srp@em.dk 

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.