Brian Mikkelsen besøger London for at øge kendskabet til København som finansielt center

Erhvervsminister Brian Mikkelsen besøger den 28. og 29. september London i forbindelse med projektet ”Consider Copenhagen.” Det sker sammen med et team af direktører fra den finansielle sektor i Danmark samt repræsentanter fra Københavns Kommune og Copenhagen Capacity.
Pressemeddelelse
28. september 2017

Formålet med turen er at udbrede kendskabet til København som et finansielt center med et højt respekteret internationalt finansmiljø, især inden for kapitalforvaltning og FinTech. 

»Brexit kan betyde, at en væsentlig del af de job og de virksomheder, som i dag holder til i London, vil søge mod nye byer inden for EU's grænser. Her ser jeg selvfølgelig København som en oplagt kandidat,« siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Han tilføjer, at København har mange gode kvaliteter, som kan konkurrere fuldt ud med andre europæiske storbyer.

»Danmark har en højtuddannet arbejdsstyrke, et fleksibelt arbejdsmarked og et stabilt politisk og økonomisk klima. Herudover er danskerne gode til at tage mod nye digitale finansielle løsninger. Inden for digitale signaturer og mobile bankløsninger er Danmark blandt de førende i verden, og det skaber forretningspotentiale,« siger Brian Mikkelsen.

København har også et godt fundament for at blive et finansielt center, da tilstedeværelsen af store pensionsselskaber er ganske markant.

Den danske pensionsformue er på over 4.000 milliarder kroner. Det svarer til det dobbelte af det danske bruttonationalproduktet (BNP). Det betyder, at Danmark har et dynamisk miljø for kapitalforvaltning og stærke kompetencer på området.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til: Pressechef René Gyldensten Erhvervsministeriet, 91 33 70 15, rgy@em.dk.  


Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.