Erhvervsministeren vil ændre konkurrenceloven

Et nyt forslag om ændring af konkurrenceloven skal blandt andet gøre det klarere for virksomhederne, hvornår de kan indgå i konsortier, når de byder på offentlige opgaver.
Pressemeddelelse
4. oktober 2017

I dag fremsætter erhvervsministeren et forslag om at ændre konkurrenceloven. Ændringen skal gøre det nemmere for virksomheder at vurdere, om et potentielt samarbejde med andre virksomheder er lovligt.

Konkret vil man ændre bagatelgrænsen for, hvornår aftaler mellem virksomheder falder uden for konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. Samtidigt ændres bagatelgrænsen dermed for, hvornår virksomheder må gå sammen i et såkaldt konsortium og byde på en opgave. Ændringen bringer de danske regler på linje med Kommissionens og EU-Domstolens praksis.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen siger:

”En effektiv konkurrence på markederne giver både lavere priser og et varieret udbud af varer og tjenester. Det kommer både virksomhederne og forbrugerne til gavn. Og helt generelt er det sådan, at jo flere der byder på de opgaver, som sendes i udbud, des skarpere bliver konkurrencen om at løse dem.

Konsortier kan i nogle tilfælde være en god måde at udvide feltet på, fordi små virksomheder kan gå sammen om at byde på større opgaver, som ellers kun kan løses af et relativt lille felt af større virksomheder. Ændringerne i konkurrenceloven skal derfor gøre det klarere for virksomhederne, hvornår de lovligt kan indgå i konsortier uden at komme på kant med loven.”

Forslaget indeholder desuden en række andre ændringer, som alle har til formål at styrke håndhævelsen af konkurrenceloven. Det gælder blandt andet muligheden for, i særlige tilfælde, at sætte tidsfrister midlertidigt i stå i fusionssager. Desuden styrkes straflempelsesreglerne, og det nordiske samarbejde på konkurrenceområdet øges.

Læs hele lovforslaget her

Kontaktperson: Presserådgiver i Erhvervsministeriet Sara Ringgaard Price, srp@em.dk, tlf: 91 39 94 07. 

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.