Ny vækstpartnerskabsaftale skal styrke outdoor-turismen og fødevareerhvervet på Bornholm

Regeringen og Vækstforum Bornholm vil med den nye vækstpartnerskabsaftale styrke natur- og friluftsturismen og fødevareerhvervet på Bornholm – bl.a. gennem en indsats, der skal understøtte afsætningen af lokalt producerede fødevarer, og ved at afdække mulighederne for at etablere en ny fødevareuddannelse.
Pressemeddelelse
4. oktober 2017

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Med den nye vækstpartnerskabsaftale styrker vi indsatsen med at skabe vækst på Bornholm. Øen har store kvaliteter og potentialer, og jeg er glad for, at vi har indgået en aftale, der fokuserer på områder med særlige vækstpotentialer, nemlig outdoor-turismen og fødevareerhvervet.”

Med godt 100 km kystlinje, et klippet og kupperet terræn, nedlagte stenbrud og forgrenede stisystemer kan Bornholm give unikke oplevelser for løbere, mountainbikere, vandsportsentusiaster og klatrere. Med aftalen igangsætter parterne et samarbejde og strategiarbejde med Destination Bornholm, Naturstyrelsen, Bornholms Regions-kommune, Dansk Kyst- og Naturturisme samt kommercielle aktører, der skal styrke værdikæden og skabe vækst i outdoorturismen på Bornholm.

Derudover skal aftalen styrke fødevare-partnerskabet mellem regionskommunen, Bornholms Landbrug og producentforeningen Gourmet Bornholm med henblik på bl.a. at skabe synergi med turismeindsatsen og et nyt fokus på havets potentialer til mad og oplevelser. Endelig vil aftaleparterne gå i dialog om at udvikle en fødevareuddannelse på øen, der skal imødegå behovet fra det lokale erhvervsliv og koble produktionen af regionale fødevarer til oplevelsesøkonomien.   

Formand for Vækstforum Bornholm, Lars Nørby Johansen:

”Vi har indgået en god vækstpartnerskabsaftale mellem regeringen og Bornholms Vækstforum, der indeholder en række spændende og konkrete initiativer på områder af stor betydning for øens fortsatte udvikling og vækst. På den vis understøtter aftalen den positive udvikling, som vi ser på Bornholm i dag.”

Med aftalen vil parterne derudover drøfte, hvordan Vækstforum Bornholm kan indgå i en kommende teknologipagt, der skal understøtte væksten på øen ved at udbrede digitale og teknologiske kompetencer. Parterne vil også drøfte, hvordan udbredelsen af digitale uddannelser kan understøttes gennem en styrket adgang til nye uddannelsestilbud lokalt og digitalt. 

Se aftalen her

For yderligere pressekontakt: Erhvervsministeriet: presserådgiver Rasmus Holm Thomsen tlf. 91 39 94 55 / rht@em.dk

Fakta

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.