Søfartsstyrelsen slår nu dørene op i Korsør

Erhvervsministeren indvier i dag Søfartsstyrelsens nye hovedkontor i Korsør. Søfartsstyrelsens flytning til Korsør er en del af regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser.
Pressemeddelelse
10. november 2017

Erhvervsministeren deltager i dag i åbningen af Søfartsstyrelsens nye hovedkontor i Korsør sammen med bl.a. Slagelses borgmester og direktøren for Danske Rederier.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Jeg synes, at det er dejligt, at Søfartsstyrelsen nu er flyttet til Korsør. For Søfartsstyrelsens medarbejdere er det jo vigtigt, at der nu er skabt faste rammer for fremtiden. Og for Korsør betyder det nye arbejdspladser og udsigt til vækst, at Søfartsstyrelsen nu er ankommet til byen. Allerede nu kan vi se, at der er stor interesse for de stillinger, som er blevet slået op i forbindelse med flytningen, og Søfartsstyrelsen har ansat mange nye medarbejdere, som er bosat i Vestsjælland og på Fyn.”

Søfartsstyrelsens flytning til Korsør er en del af regeringens plan om at skabe et Danmark i balance ved at flytte statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Korsør var et oplagt valg i forbindelse med udflytningen af Søfartsstyrelsen. Korsør er en by med en solid maritim historie. Det skyldes ikke mindst byens beliggenhed ved et af verdens mest trafikerede stræder, Storebælt, som tusindvis af skibe passerer hvert år. Derfor er det en gevinst for alle parter, at Søfartsstyrelsen nu slår dørene op i Korsør.”

I første omgang er Søfartsstyrelsen flyttet i midlertidige lokaler på Fjordvænget 30, 4220 Korsør, indtil det endelige domicil står klart. Foreløbigt er 50 medarbejdere flyttet ind, og det tal vil gradvist øges, indtil alle er endeligt på plads i Korsør i 2019.

Pressekontakt: Presserådgiver i Erhvervsministeriet, Sara Ringgaard Price, srp@em.dk, tlf. 91 39 94 07. 

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.