Nye regler skal bidrage til fortsat vækst i den maritime sektor

Folketinget har i dag vedtaget en række nye initiativer på søfartsområdet, som bl.a. forbedrer mulighederne for fastholdelse og vækst i maritime aktiviteter i Danmark og fremmer handel med brugte fritidsfartøjer.
Pressemeddelelse
30. november 2017

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Med disse initiativer bidrager vi til, at det danske flag fortsat er attraktivt i en globaliseret verden. Vi fortsætter samtidig vores arbejde med at forenkle en række regler til gavn for bl.a. fritidssejlerne i Danmark.”

Folketinget har vedtaget nye regler på fire områder:

Reglerne om udenlandske ejeres adgang til at få skibe under dansk flag er blevet justeret og gjort klarere. Dette skal bidrage til, at Danmark kan fastholde og udbygge sin globale position som en stor og attraktiv flagstat og som maritimt kraftcenter.

Mulighederne for registrering af pant og andre rettigheder i mellemstore fritidsfartøjer er blevet forenklet. Dette sker gennem en flytning af registreringen fra skibsregistret til Personbogen. En hurtigere og lettere adgang til registrering af pant forventes at føre til øget omsætning af fritidsfartøjer og øget brug af lånefinansiering med positive økonomiske konsekvenser for banker, finansieringsinstitutter og bådforhandlere til følge.

Ansvarsbegrænsningsbeløbene for vragfjernelse er også blevet hævet. Herved er der skabt en højere grad af sikkerhed for, at udgifterne til fjernelse af vrag efter søulykker m.v. afholdes af rederiet og dettes forsikringsselskab, og ikke af staten.

Endelig er der vedtaget en række andre ændringer, herunder en ændring af reglerne om søpant, hvorved havneafgifter bliver sikret ved søpanteret i skibet, også når havnen er privatejet.

De nye bestemmelser træder i kraft 1. januar 2018. Dog træder ændringerne for fritidsfartøjer i kraft 1. marts 2018.

Læs hele lovforslag L7 her.

Kontakt: Jesper Christiansen, presserådgiver, tlf. 91 33 70 17, mail: jec@em.dk.

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.