21 mio. til undervisningsindsats skal øge antallet af iværksættere

To nye projekter skal øge antallet af selvstændige gennem en landsdækkende undervisningsindsats i iværksætteri. Projekterne har netop fået tilsagn om i alt 21,3 mio. kr. i medfinansiering fra EU’s Socialfond og Erhvervsministeriet.
Pressemeddelelse
4. januar 2018

To landsdækkende initiativer ”Undervisning i iværksætteri” og ”Start Up i praksis” har fået tilsagn om i alt 21,3 mio. kr. i medfinansiering fra den nationale pulje af EU-strukturfondsmidler og Erhvervsministeriet. Projekterne skal øge kompetencer inden for entreprenørskab hos studerende og derved bidrage til, at flere bliver motiveret til at starte egen virksomhed.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

-        ”Når 1200 studerende på erhvervsskoler og næsten 300 universitetsstuderende nu får mulighed for at få forbedret deres iværksætterkompetencer, er det en investering i fremtidens danske erhvervsliv. Hvis vi også fremover skal være godt rustet til konkurrencen internationalt, er det afgørende, at vi har en stærk iværksætterkultur. Derfor er det særdeles værdifuldt, at vi sammen med EU’s Socialfond nu investerer i at motivere danske studerende til at starte og få succes som iværksættere.”

Formand for Iværksætterpanelet, Tommy Ahlers:

-        ”Det er glædeligt, at ministeriet med denne satsning er med til at fremme iværksætteri i det danske uddannelsessystem. Det er blandt andet en af de anbefalinger, vi også har i Iværksætterpanelet. Vi forventer, at den slags aktiviteter vil være med til at skabe en endnu stærkere iværksætterkultur end den, vi har i dag. Denne type af satsninger bliver dog endnu mere effektive, hvis indsatsen generelt styrkes gennem hele uddannelsessystemet.”

Zealand Business College står sammen med Mercantec og International Business College bag projektet ”Undervisning i iværksætteri”. Projektet modtager ca. 8,9 mio. kr. i medfinansiering fra EU’s Socialfond og ca. 2,8 mio. kr. fra Erhvervsministeriet til målrettet udvikling af moduler i iværksætteri og opkvalificering af lærere og vejledere. En række erhvervsskoler indgår i projektet som partnere, og derudover vil Fonden for Entreprenørskab bidrage for at kvalificere udviklingsarbejdet. Endelig deltager SMVdanmark for at styrke opbakningen fra erhvervslivet. Projektet forventer, at mindst 1.200 studerende vil gennemføre grundmodulerne i iværksætteri, og at knap 200 af de deltagende studerende efterfølgende starter egen virksomhed.

Fonden for Entreprenørskab står bag projektet ”Start Up i praksis”, der skal motivere universitetsstuderende til at blive iværksættere. Det skal ske gennem projektorienterede forløb, hvor de studerende knyttes til en virksomhed eller organisation for at øge deres kompetencer inden for entreprenørskab. Projektet modtager ca. 7,4 mio. kr. i medfinansiering fra Socialfonden og ca. 2,2 mio. kr. fra Erhvervsministeriet til den landsdækkende indsats, der skal gennemføres i et partnerskab med Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og CBS. Projektet forventer, at 292 studerende vil opnå formelle iværksætterkompetencer som følge af undervisningsindsatsen.

Yderligere kontakt

Rasmus Holm Thomsen, presserådgiver Erhvervsministeriet: 91 39 94 55 / rht@em.dk

Spørgsmål vedrørende projektet ”Undervisning i iværksætteri”: John Vinsbøl, udviklings- og VEU-chef, Zealand Business College: jpvi@zbc.dk og telefon 2888 5173”.

Spørgsmål vedrørende projektet ”Start Up i praksis”: Pernille Berg, fil.dr., Fonden for Entreprenørskab: pberg@ffe-ye.dk og telefon 2026 7554.  

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.