Fremgang for dansk turisme – men også hård international konkurrence om turisterne

Der kommer flere turister til Danmark, turisterne lægger flere penge og skaber flere jobs. Det viser en ny statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne, der dog også viser at det går godt i sammenlignelige lande.
Pressemeddelelse
5. januar 2018

For tredje år i træk har dansk turisme i 2016 sat rekord. Der blev i 2016 registreret 51,5 mio. overnatninger i Danmark – 4,7 pct. flere end året før, og dermed det højeste antal overnatninger nogensinde. Denne gang er det særligt de udenlandske turisters overnatninger, der trækker væksten, og med 26,1 mio. udenlandske overnatninger, har 2016 det højeste antal udenlandske overnatninger siden 1997. Samtidig går det dog også rigtig godt for en række af vores nærmeste konkurrenter.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Det er dejligt at se, at dansk turisme fortsætter sin fremgang, men vi ser også flere af vores nærmeste konkurrenter formår at trække rigtig mange udenlandske turister til sig. Hvis ikke Danmark skal blive efterladt på perronen når væksttoget kører, så skal dansk turisme have styrket vilkårene for at konkurrere om de internationale turister. 

Derfor indeholder den erhvervs- og iværksætteraftale, som vi i november indgik med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre også en turismepakke, hvor vi både giver flere midler til VisitDenmarks internationale markedsføring på vores vigtige nærmarkeder, og samtidig gør det billigere at drive turisterhverv i Danmark igennem afgiftslempelser på el og ledningsført vand for campingpladser og lystbådehavne. Samtidig har regeringen i vores deleøkonomiske strategi foreslået en hævelse af fradraget for sommerhusudlejning, så der forhåbentligt er flere der får lyst til at leje deres sommerhuse ud.”

Ifølge den seneste statusanalyse havde turismen i Danmark en omsætning på 97,5 mia. kr. i 2015, hvilket er en fremgang på 2,5 mia. kr. siden 2014.

Hele rapporten kan læses her.

Kontaktperson: Presserådgiver Jesper Christiansen, jec@em.dk, tlf.: 91 33 70 17.

Fakta: Udvalgte tal fra statusanalysen

Udenlandske overnatninger

Turismeformer

Regionale tal

Tema
Hvad betyder udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark for regionerne?

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.