Troels Lund på erhvervsfremstød i Dubai

Publiceret 28-10-2016

Med sin hastige vækst og store visioner udgør Dubai et stort uudnyttet eksportpotentiale for Danmark. Særligt inden for grøn teknologi, søfart og luftfart har de danske virksomheder gode muligheder i de Forenede Arabiske Emirater. Derfor rejser erhvervs- og vækstministeren nu på erhvervsfremstød til Dubai med en delegation af danske virksomheder

Siden 2010 er den danske eksport til de Forenede Arabiske Emirater steget med 50 pct., og i 2015 var de Forenede Arabiske Emirater Danmarks 29.største eksportmarked. Men det er håbet, at eksporten til Dubai og de øvrige emirater kan vækste yderligere. Lørdag d. 29. oktober rejser erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen derfor til Dubai for at deltage i et to-dages erhvervsfremstød for danske virksomheder inden for green-tech, luftfart og de maritime erhverv.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”De Forenede Arabiske Emirater er i fremgang, og Dubai har et stort potentiale i forhold til dansk eksport. Dubai har nogle store visioner inden for blandt andet bæredygtighed, søfart og luftfart, og her har vi i Danmark rigtigt meget at byde ind med, som gør vores danske virksomheder til oplagte samarbejdspartnere for virksomhederne i Dubai. Det er mit håb, at mit besøg i Dubai kan være med til at åbne nogle døre for de deltagende danske virksomheder.”

Stort potentiale for dansk green-tech

De Forenede Arabiske Emirater er kendt for deres olie, men emiraterne har også store grønne ambitioner om at indtage en internationalt ledende rolle inden for bæredygtig udvikling. Og det åbner op for spændende eksportmuligheder for Danmark, som er blandt de førende nationer, når det gælder grøn teknologi.

Sammen med en delegation af danske green-tech virksomheder besøger erhvervs- og vækstministeren en række bæredygtige udviklingsprojekter i håb om at åbne døre for dansk eksport. Blandt andet besøger ministeren Desert Rose City – et endnu ikke påbegyndt bæredygtigt byprojekt til en værdi af ca. 30 mia. kr., hvor danske virksomheder som blandt andet Grundfos, Biofuel Express m.fl. har meget at byde ind med. Ministeren besøger også Jumeirah Golf Estates sammen med den tidligere danske fodboldspiller Ebbe Sand, som snart påbegynder byggeriet af et 100% bæredygtigt sportsakademi i området med brug af danske løsninger.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”Danmark er helt i front når det gælder innovation og grønne teknologiske løsninger. Derfor er det helt oplagt at bringe danske virksomheder i forhold til nogle af de meget ambitiøse bæredygtige udviklingsprojekter, som Dubai har sat i søen.”

Styrket samarbejde mellem to store maritime nationer

Dubai har lanceret en strategi med målsætningen om at blive en af verdens ledende maritime nationer. Danmark har en lang historik som førende maritim nation, og Dubai kigger derfor i høj grad mod Danmark for inspiration. Det giver gode muligheder for samarbejder i den maritime industri.

Derfor vil ministeren deltage i et maritimt symposium, som skal promovere Danmark som strategisk maritim samarbejdspartner, og sammen med en række danske maritime virksomheder, blandt andet Maersk Line, Exilator og Viking Lifesaving Equipment, besøger ministeren blandt andet Dubai DryDocks – et af de største skibsværfter i regionen. Ministeren deltager også som æresgæst ved åbningen af den internationale maritime messe, SeaTrade, hvor en række danske maritime virksomheder også har en stand.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”Danmark er en af verdens førende lande inden for de maritime erhverv. Derfor er det ikke underligt, at Dubai skeler mod nord i deres indsats for at blive en af de ledende maritime nationer. Danmarks innovative tilgang og teknologiske ekspertise på det maritime område kan komme Dubai til gavn, og jeg håber, at vi fremadrettet vil se et øget maritimt samarbejde mellem Danmark og Dubai.”

Luft under vingerne til danske aviation-virksomheder

Dubai International Airport er allerede verdens største lufthavn målt på internationale passagerer, og Dubai er nu i gang med at bygge den endnu større Al Maktoum International Airport, som skal stå klar i 2025. Også i resten af regionen, fx Abu Dhabi, Saudi-Arabien, Iran og Oman, ekspanderer man voldsomt med nye lufthavne mv. Luftfart er derfor et område, som rummer et kæmpestort potentiale for danske virksomheder.

Under besøget i Dubai, besøger ministeren derfor både Emirates Group og Dubai Airports sammen med en delegation af danske aviation-virksomheder, som blandt andet tilbyder løsninger inden for ICT, ground handling, sikkerhed, byggeri og design. Blandt andet deltager PDC, Dynatest Denmark m.fl.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”Den udvikling som i disse år finder sted i Dubai og resten af regionen inden for luftfart er helt utrolig. Der er allerede en række danske virksomheder, som har fået etableret et samarbejde med fx Dubai Airports, men der er et kæmpe uudnyttet eksportpotentiale for Danmark her, og det håber jeg, at vi kan få opdyrket.”

Pressekontakt: Sara Ringgaard Price, srp@evm.dk, 91 39 94 07.