Danske virksomheder helt i front under OL i Paris 2024

Publiceret 05-02-2024

I 17 dage under de Olympiske Lege i Prais 2024 vil dansk erhvervsfremstød sætte fokus på danske styrkepositioner og bane vej for yderligere eksport, investeringer og internationalt samarbejde.

Når Danmark tager til OL i Paris 2024, er det ikke kun for at opnå store sportslige resultater, men også for at vise danske løsninger og kompetencer frem for et internationalt publikum.

Det er målet med et stort Danmarksfremstød, der med temaet ’livskvalitet’ vil finde sted ved Danmarkshuset i Paris og i den danske kirke, Frederikskirken, i perioden fra 26. juli til 11. august 2024. I den danske pavillon kan publikum blandt andet blive inspireret af innovative og mere bæredygtige danske løsninger gennem udstillinger, aktiviteter og events. Det er arkitektvirksomheden BRIQ, i samarbejde med Lendager Group, der har ansvaret for design og indretning af fremstødet i Paris.

Erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:

”Begivenheder som de Olympiske lege er mere end bare store sportspræstationer. Det er også en mulighed for at vise danske løsninger og virksomheder frem for de 10 millioner besøgene, man forventer til OL 2024. Det potentiale skal vi udnytte og derfor står regeringen sammen med VisitDenmark bag et 17 dage langt erhvervsfremstød til under legene i juli. Frankrig er det ottendestørste eksportmarked for Danmark og i kraftig vækst. Derfor har det stor betydning for Danmark at være synlige under OL i Paris.”

Adm. direktør Katja Moesgaard, VisitDenmark, siger:

”OL er et af verdens største udstillingsvinduer og en helt særlig og unik begivenhed, der tiltrækker internationale medier, beslutningstagere og millioner af besøgende fra hele verden. Ved at skabe en pavillon midt i Paris, hvor rigtig mange mennesker hver dag passerer forbi, har vi mulighed for at skabe opmærksomhed og fortælle mange af de gode historier om Danmark og om danske løsninger, dansk livskvalitet og vores måde at være på.”

Administrerende direktør i Realdania,  Jesper Nygård siger:

”Fremstødet under OL er en unik platform til at vise verden, hvad Danmark kan bidrage med inden for bl.a. arkitektur, cirkularitet og bæredygtighed inden for det byggede miljø. At bruge den danske pavillon som ramme for et dansk bidrag er en bæredygtig vej, hvor vi bruger eksisterende bygninger i stedet for at bygge nyt. Området ved Danmarkshuset er nogle rigtig fine rammer til at invitere indenfor og vise danske løsninger.”

VisitDenmark står sammen med Erhvervsministeriet i spidsen for fremstødet, der blandt andet støttes af den filantropiske forening Realdania, og som bygges op om fire danske styrkepositioner: design, mad, sundhed og bæredygtige løsninger.  

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07