Kvanteområdet er i hastig udvikling og har potentiale til at blive en fremtidig toneangivende teknologi. Grundlæggende forventes kvantecomputere at levere en markant forøget regnekraft, der rummer store potentialer.
Den første generation af kvanteteknologi var en forudsætning for vores nuværende højteknologiske samfund. Scannere, GPS-navigation, men også halvleder-komponenter som transistorer, lasere, computerchips samt langdistance- og højhastighedskommunikation står på skuldrene af kvanteteknologi.
Nu står vi over for anden generation af kvanteteknologier, som i de kommende år forventes at åbne op for en ligeså ny og anderledes verden. Det gælder fx brugen af kvantecomputere til at udvikle medicin og kvantesensorer til at stille diagnoser eller til forbedret sporing af eksempelvis ubåde, droner, fly og køretøjer.