Magnus Skafte-Larsen, fuldmægtig i området der arbejder med samfundsøkonomi, konkurrenceevne og digitalisering

Magnus Skafte-Larsen

Magnus Skafte-Larsen er cand.polit og startede i Erhvervsministeriets departement som nyuddannet i august 2018. Han arbejder med ministerbetjening og økonomiske analyser.

Der er gode udviklingsmuligheder i ministeriet. Du kastes hurtigt ud på dybt vand i forskellige opgaver og lærer derfor mange nye ting på kort tid. Samtidig er der dedikeret midler til, at du kan tage på relevante kurser og på den måde udvikle dine kompetencer. Min opfattelse er også, at hvis du er dygtig og villig til at lægge en masse timer og tage ansvar, så kan du også forholdsvis hurtigt gøre dig fortjent til en forfremmelse. En del tager i den forbindelse skridtet videre inden for Erhvervsministeriets koncern i en af de mange styrelser. 

Hvad består dit job af?

Opgaverne varierer meget, men overordnet kan mit job opdeles i to: ministerbetjening og analyser. De seneste mange måneder har ministerbetjening fyldt mest, da jeg har været med til at udvikle og implementere de hjælpepakker til erhvervslivet, der er blevet lavet under forårets coronanedlukning.

Hvorfor valgte du i sin tid at søge ind i Erhvervsministeriet?

Jeg havde et studenterjob i et andet ministerium og kunne godt lide den stemning, der prægede Slotsholmen. Der er mange unge og nyuddannede, der engagerer sig i sociale aktiviteter på arbejdspladsen. Derudover tiltalte det mig, at Erhvervsministeriet i højere grad end mange andre ministerier arbejder tæt på virksomheder og virksomhedsledere ude i ”den virkelige verden”.

Hvad er det bedste ved at arbejde i Erhvervsministeriet?

Det er spændende og lærerigt at opleve på første hånd, hvordan politik går fra idé til virkelighed. Derudover er jeg meget glad for mine kollegaer og den gode stemning på arbejdspladsen. For mig er det rigtig vigtigt, at jeg svinger godt med mine kollegaer, og at der er plads og overskud til også lige at vende weekendens kampe eller gårsdagens etape. De små pauser i løbet af dagen, hvor jeg snakker om andet end arbejde med mine kollegaer, giver ekstra energi til at sidde og arbejde på skæve tidspunkter, når det er nødvendigt.

Hvad ser du frem til, når du møder på arbejde, og hvornår er dine arbejdsdage bedst?

Jeg ser altid frem til dagens første kop kaffe. Og mine arbejdsdage er bedst, når jeg føler, at jeg arbejder med opgaver, der har samfundsrelevans, og som erhvervslivet efterspørger og sætter pris på. I den forstand var arbejdsdagene under den første periode af coronanedlukningen meget spændende, selvom de ofte strakte sig til ud på natten.

Hvad er du mest stolt ved i dit arbejde?

Fagligt er jeg mest stolt af, hvad vi har udrettet under coronanedlukningen. På ganske få uger fik vi skruet hjælpepakker sammen, der har udbetalt milliarder af kroner til pressede danske virksomheder og selvstændige. Det er jeg stolt af at kunne sige, at jeg hjalp til med. På det mere personlige plan er jeg stolt af den gode stemning, vi har på kontoret, som jeg føler, at jeg også bidrager til. Selv på de længste arbejdsdage er der ingen, der har langt til smil, og det gør det så meget federe at komme på arbejde.

Hvordan er udviklingsmulighederne i EM?

De er gode. Du kastes hurtigt ud på dybt vand i forskellige opgaver og lærer derfor mange nye ting på kort tid. Samtidig er der dedikeret midler til, at du kan tage på relevante kurser og på den måde udvikle dine kompetencer. Min opfattelse er også, at hvis du er dygtig og villig til at lægge en masse timer og tage ansvar, så kan du også forholdsvis hurtigt gøre dig fortjent til en forfremmelse. En del tager i den forbindelse skridtet videre inden for Erhvervsministeriets koncern i en af de mange styrelser.

Jeg sætter også pris på den fleksibilitet, der kendetegner arbejdstiderne. Nok er der mere aften- og weekendarbejde end i mange andre job, men samtidig er der mulighed for at tage forlængede weekender eller længere sammenhængende ferier i de perioder, hvor der er knap så travlt. Jeg er selv lige kommet tilbage fra en 8 uger lang sommerferie kombineret med fædreorlov og har kun mødt opbakning til, at jeg også ønsker at tage en lang fædreorlov næste sommer, hvor jeg ligeledes kan kombinere min orlov med ferie og måske lidt af min optjente afspadsering. Det er en stor gave at få så meget tid sammen med min søn i hans første år. 

Fun fact: Jeg er back-to-back forsvarende mester i Premier League-manager på kontoret.