Tanja Vilhof, Teamleder i HR

Tanja Vilhof

Tanja Vilhof, cand.soc i Politisk kommunikation og Ledelse fra CBS og bachelor i Statskundskab fra SDU. Har været ansat i Erhvervsministeriet siden marts 2015, først som fuldmægtig i departementets område for erhvervsjuridiske- og internationale forhold, siden som HR Partner i departementet og nu som chef for HR-Partnerne i Erhvervsministeriets Koncern HR.

"Jeg er stolt af, at arbejde et sted, der kan se folks potentiale og også agere på det. Jeg fik selv chancen med ledelse selvom jeg er forholdsvis ung og kun havde arbejdet med HR i tre år. Jeg ser hele tiden eksempler på det i Erhvervsministeriet, hvor man går langt for at udvikle og fastholde dygtige medarbejdere.

Hvad består dit job af?

Jeg bruger meget af min tid på sparring med de i alt 11 HR-Partnere i teamet. Det er vigtigt, at vi laver HR som passer til den enkelte styrelse, men som også tager udgangspunkt i Erhvervsministeriets fælles retningslinjer og lovgivningen selvfølgelig. Herudover kan det også være sparring med HR-partnerne om, hvordan man skal rådgive en chef, som skal holde en svær samtale eller lignende og så selvfølgelig ledelse. Selvom jeg har rådgivet ledere om, hvordan de skal lede i mange år, er det en helt ny og svær verden, der har åbnet sig, siden jeg selv blev leder. Jeg har også indimellem stadig HR-Partner opgaver i departementet fra HR-årshjul, så det går min tid også med, ligesom jeg deltager i større opgaver på tværs af Koncern HR.

Hvorfor valgte du i sin tid at søge ind i Erhvervsministeriet?

Fra min tid på statskundskab var min store drøm at blive embedsmand i et ministerium. Jeg havde læst et år på polit-studiet inden statskundskab og jeg var meget optaget af erhvervslivet. Derfor var det oplagt for mig at søge en stilling i Erhvervsministeriet. Jeg fik ikke stillingen i første omgang. Tre måneder efter ringede kontorchefen, da der var kommet en åbning. Hun ringede den sidste dag i måneden. Jeg sagde ja uden betænkningstid og sagde mit job op 2 timer efter. Jeg havde en meget, meget lærerig tid som fuldmægtig, hvor jeg sad med national lovgivning. Jeg sad med alt fra borgerhenvendelser, taler til ministeren og lovforslag i Folketinget. Den viden jeg fik tog jeg med over i HR. Det er relativt unikt at arbejde med HR et sted, hvor man kender kerneopgaven og det har virkelig været en gave i mit job, at jeg 100 % ved, hvad det vil sige at arbejde i departementet.

Hvad er det bedste ved at arbejde i Erhvervsministeriet?

Først og fremmest er folk ekstremt dygtige og kloge. Man skal være på tæerne for at følge med, og jeg synes det påvirker mig positivt til også selv at gøre mit bedste.

Desuden er der ikke to dage, der er ens. Det er en kliché, men den passer virkelig godt til arbejdet i både Erhvervsministeriet og i Koncern HR. Man kan komme på arbejde og tro man skal lave en kommenteret dagsorden til departementschefen, men i stedet går dagen med at håndtere en helt anden sag og den kommenterede dagsorden skal så også lige ordnes bagefter. Her er højt tempo og dagene er omskiftelige. Det skal man kunne lide for at arbejde her og det gør jeg heldigvis. Jeg kan godt lide, at det er uforudsigeligt.

Sidst, men ikke mindst, så har jeg fået en kæmpe rygsæk af erfaring og selvom jeg ”kun” har været her i 6 år, så føler jeg indimellem, at jeg har været her et halvt liv fordi jeg har fået lov at prøve så mange ting af fagligt.

Hvad ser du frem til, når du møder på arbejde, og hvornår er dine arbejdsdage bedst?

Jeg ser altid frem til at se mine kolleger og til at få noget for hånden og klaret mine opgaver. Jeg ved, at der i løbet af en dag kommer mange andre ting ind fra siden, så jeg møder typisk tidligt, for at udnytte lidt stille tid inden dagen går løs.

De bedste arbejdsdage er dem, hvor vi i mit team har haft et teammøde fyldt med energi og grin mellem de gode faglige diskussioner eller hvor jeg har afsluttet en større opgave. HR-processerne kan godt vare et par måneder, f.eks. en lønforhandling, og jeg er altid glad, når det sidste punktum i et større vellykket projekt er sat.

Hvad er du mest stolt ved i dit arbejde?

Jeg er stolt af, at arbejde et sted, der kan se folks potentiale og også agere på det. Jeg fik selv chancen med ledelse selvom jeg er forholdsvis ung og kun havde arbejdet med HR i tre år. Jeg ser hele tiden eksempler på det i Erhvervsministeriet, hvor man går langt for at udvikle og fastholde dygtige medarbejdere.