Styrket indsats mod brodne kar på selskabs- og regnskabsområdet

Regeringen sætter ind med flere kontrolmedarbejdere over for virksomheder, der bryder selskabs- og regnskabsreglerne og mistænkes for svindel. Regeringen har allerede i den kommende finanslov afsat 80 mio. kr. til indsatsen. 60 mio. kr. kommer fra finansloven, de restende 20 mio. kr. sker ved omprioritering i Erhvervsministeriet. Indsatsen målrettes de virksomheder, hvor der er særlige indikationer på, at der foregår ulovligheder.
Pressemeddelelse
27. august 2018

Regeringen har allerede afsat 80 mio. kr. til at styrke kontrollen på regnskabs- og selskabsområdet.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:

”Tilliden til vores erhvervsliv er helt afgørende for vækst og velfærd i vores samfund. Når virksomheder anvendes til kriminelle formål, påfører det andre virksomheder og samfundet økonomiske tab. Derfor sætter vi ind mod de brodne kar på selskabsområdet. Jeg har tiltro til, at Erhvervsstyrelsen nu får håndteret situationen, sådan at vi effektivt kan få dæmmet op for denne form for kriminalitet.

Nye teknologier som machine learning har vist, at langt flere virksomheder bryder reglerne på selskabs- og regnskabsområdet end hidtil forudsat. Med den styrkede indsats forventes det, at der bliver igangsat yderligere ca. 11.000 kontrolsager årligt målrettet de virksomheder, hvor der er særlige indikationer på, at der foregår ulovligheder.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:

”For mig som erhvervsminister er det afgørende, at Erhvervsstyrelsen styrker kontrolindsatsen på en sådan måde, at der slås hårdt og effektivt ned over for de virksomheder, som svindler, og ikke pålægger den store andel af lovlydige virksomheder nye byrder. Virksomheder, som snyder, skal ikke kunne sove roligt om natten.”

Allerede fra oktober ændres registreringssystemerne, så der sker automatisk overvågning af adresserne på ledelsesmedlemmer i virksomhederne. Det vil betyde, at Erhvervsstyrelsen kan notificere skattemyndighederne for så vidt angår enkeltmandsvirksomheder, om hvorvidt adresseoplysninger er korrekte eller ej.

Endvidere vil Erhvervsministeriet i den kommende folketingssamling fremsætte forslag om at ændre CVR-loven. Det vil betyde, at når den ansvarlige for en enkeltmandsvirksomhed flytter til udlandet, vil det fremover ikke være lovligt at være registreret som enkeltmandsvirksomhed uden en kontaktbar adresse.


Kontakt: Pressechef René Gyldensten, tlf. 91 33 70 15, rgy@em.dk

Tema