Sohn: Besøg i Kina og Singapore skal styrke det strategiske samarbejde

23-08-2012
Nyhed

Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn rejser lørdag til Kina og Singapore for at fremme det strategiske samarbejde med nogle af verdens hastigst voksende vækstmarkeder. I Kina vil fokus være på patent-, turisme- og søfartsområdet, mens der i Singapore vil være særlig fokus på søfartsområdet. Turen skal desuden give input til arbejdet med regeringens ny erhvervs- og vækstpolitik.

Under besøget i Kina skal erhvervs- og vækstministeren bl.a. mødes med politiske kollegaer og drøfte samarbejde på hhv. patent-, turisme- og søfartsområdet. Det er bl.a. forventningen, at erhvervs- og vækstministeren vil kunne underskrive en aftale, der sikrer, at danske virksomheder får mulighed for en hurtigere og mere effektiv behandling af deres patentansøgning i Kina.

Under besøget i Singapore vil fokus særligt være på Singapores rolle som asiatisk ’hub’ på søfartsområdet. Erhvervs- og vækstministeren forventes bl.a. at underskrive en samarbejdsaftale med Singapore på søfartsområdet. Aftalen skal ses i sammenhæng med regeringens indsats med at styrke vækstvilkårene i Det Blå Danmark, som del af arbejdet med en ny erhvervs- og vækstpolitik.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Kina og Singapore er begge lande i massiv vækst og vigtige markeder for danske virksomheder. Mit besøg skal danne basis for et styrket strategisk samarbejde med Kina på bl.a. patent-, turisme- og søfartsområdet og med Singapore særligt på søfartsområdet til gavn for danske virksomheder.
Kina foretager i øjeblikket milliardinvesteringer i områder, hvor danske virksomheder har styrkepositioner. Derfor er det netop nu vigtigt at styrke og fastholde interessen for danske løsninger og modeller blandt kinesiske beslutningstagere.
Singapore har som internationalt maritimt center haft stor succes med at tiltrække udenlandske virksomheder og investeringer, herunder på det maritime område. Jeg ser frem til at kunne indgå et strategisk samarbejde med Singapore på det maritime område under mit besøg, til gavn for danske virksomheder i det Blå Danmark.

Ministeren ledsages af en erhvervsdelegation bestående af en række virksomheder og -organisationer på turisme- og søfartsområdet.