Enighed om fælles indsats for bedre mobildækning

10-02-2012
Nyhed

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har i dag holdt møde med KL, Regionerne og telebranchen om udfordringen med at skabe bedre mobildækning. Parterne blev enige om fem konkrete initiativer, som skal øge mobildækningen i hele Danmark.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Danmark er et af de lande i verden, der har den bedste mobildækning, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan gøre det bedre. Derfor er jeg meget opsat på, at vi får undersøgt alle barrierer og muligheder for at skabe bedre mobildækning i alle dele af Danmark.
Derfor er jeg glad for, at alle parter bakker op om den række af initiativer, vi nu sætter i gang for at skabe bedre mobildækning. Opgaven kan kun løses ved, at både teleselskaber, kommuner og stat bidrager til at rydde barriererne af vejen.

På mødet blev parterne enige om 5 konkrete initiativer:

  1. Selskaberne vil investere mellem 6-6,5 mia. kr. i udbygning af mobilnet de kommende 3 år.
  2. Telebranchen, KL og DR vil tage initiativ til en øget dialog mellem kommuner, regioner og teleselskaber i forhold til masteplaceringer.
  3. Telebranchen, KL og Erhvervsstyrelsen vil sammen bidrage til, at rammerne for en forbedret mobildækning er på plads. Det kan bl.a. være i forhold til vejledning og best practice fx vedr. byggesagsbehandling, krav ved udbud af mobiltelefoni samt bedre oplysninger til forbrugerne om mobiltelefoners antenneforhold mv.
  4. Erhvervsstyrelsen vil i samarbejde med telebranchen, KL og Danske Regioner iværksætte en kortlægning over mobildækningen, så udviklingen i dækning og oplevelsen heraf kan følges.
  5. Erhvervsstyrelsen undersøger de tekniske, økonomiske og juridiske barrierer for øget mobildækning, som skal munde ud i en konkret handlingsplan medio 2012. 

Problemer med mobildækning er en særlig udfordring i landområder, hvor befolkningen bor mere spredt og med større afstand til mobilmaster- og antenner. Dertil kommer en række fysiske forhold, der gør det svært at opnå en fuldstændig dækning. Det kan fx skyldes bakker i landskabet, fredsskov mv.

AFTALE