Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Danmarks Eksportkredit EKF har EU-formandskabet på eksportkreditområdet i hele 2012

17-01-2012
Nyhed

Mens Danmark varetager EU-formandskabet i 1. halvår 2012, har Danmarks Eksportkredit EKF formandskabet på eksportkreditområdet i hele 2012. Cypern, der er EU-formandskabsland i anden halvdel af 2012, har ikke selv et eksportkreditinstitut og har bedt Danmark om at varetage formandskabet på deres vegne.

I hele 2012 skal EKF derfor arbejde for at fremme en stribe vigtige sager for Danmark og Europa. Højeste prioritet har det at få lavet om på EU-reglerne for det kortfristede kreditforsikringsmarked, så det bliver muligt at hjælpe virksomheder med mere kortfristede eksportkreditter. Under det nuværende regelsæt på området er der opstået et hul i markedet, og det hæmmer danske og europæiske virksomheders muligheder for at drive forretning internationalt.

Et andet vigtigt område for Danmark er færdigforhandlingen af en aftale om eksportkreditter til klimasektoren. En sådan aftale skal give virksomheder, der eksporterer energieffektive løsninger, bedre muligheder for at gøre brug af eksportkreditter.

Forhandlingerne vil foregå på møder i Bruxelles gennem hele året samt på et møde i København i starten af maj 2012.

Læs mere om de prioriterede emner under EKF's formandskab