Erhvervs og vækstministeren ser med alvor på fyringer i Vestas

12-01-2012
Nyhed

Regeringen ser med bekymring på situationen, hvor der nu fyres medarbejdere på Vestas. Udover Beskæftigelsesministeriets ekstraordinære indsats for at hjælpe de fyrede videre mod nye job, vil Erhvervs- og Vækstministeriet tage kontakt til de lokale og regionale aktører.

Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn:

Det er naturligvis dybt beklageligt, at Vestas står over for at skulle afskedige over 2.300 medarbejdere, heraf 1.300 i Danmark.
Her tænker jeg selvfølgelig særligt på de medarbejdere og familier, som står over for at blive afskediget, og de områder af Danmark, som vil blive berørt.
Her og nu kan Vestas i samarbejde med den lokale beskæftigelsesregion og jobcentrene lave en ekstraordinær indsats med efteruddannelse og rådgivning, der giver de fyrede medarbejdere bedre muligheder for at komme videre til et nyt job.
Derudover tager mit ministerium kontakt til de lokale og regionale aktører i de områder, der er særligt ramt af større afskedigelser, så vi i samarbejde kan drøfte mulighederne for at skabe nye arbejdspladser.