Udvalg om finanskrisens årsager er nedsat

24-01-2012
Nyhed

Erhvervs- og vækstministeren har i dag nedsat ekspertudvalget om finanskrisens årsager.

Med finanslovsaftalen for 2012 blev det aftalt at nedsætte et ekspertudvalg, der skal gennemføre en analyse af årsagerne til finanskrisen og en vurdering af effekten af de opstramninger, som er blevet taget for at understøtte finansiel stabilitet samt vækst og beskæftigelse i dansk økonomi.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Udvalget har en vigtig opgave med at samle op på de erfaringer, vi har gjort os under krisen, og dermed være med til at forebygge fremtidige kriser.

Professor og formand for udvalget Jesper Rangvid:

Udvalget ser frem til at bidrage med et klarere billede af den finansielle krises årsag og betydning for den danske finansielle sektor og realøkonomi. Et sådant billede er i det fremadrettede lys centralt for vurderingen af, i hvor høj grad de vedtagne regulatoriske tiltag vil bidrage til en mere robust finansiel sektor, der fremmer skabelsen af arbejdspladser og velstand.

Udvalget skal:

  • belyse internationale faktorer som årsag til krisen i den danske finanssektor,
  • identificere særlige nationale forhold, som medvirkede til finanskrisen,
  • belyse, om liberaliseringen af den finansielle sektor har haft en betydning for krisen,
  • vurdere, om bankernes rådgivning har bidraget til at sprede finanskrisens konsekvenser, og
  • vurdere, om de opstramninger mv., der er sket for at forebygge en lignende krise i fremtiden, er tilstrækkelige og afbalancerede samt om tilsynet med finansielle koncerner med fordel kan styrkes.

Udvalget får følgende sammensætning:

Professor Jesper Rangvid – formand

Professor Anders Grosen

Professor Finn Østrup

Professor Peter Møgelvang-Hansen

Tidligere bankdirektør Peter Schütze

Tidligere nationalbankdirektør Jens Thomsen

Derudover deltager repræsentanter for Danmark Nationalbank, Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet.

Kommissoriet for udvalget om finanskrisens årsager