64 mio. kr. til grøn vækst

07-06-2012
Nyhed

16 nyskabende, grønne projekter får nu 64 mio. kr. i støtte fra Fornyelsesfonden. Pengene skal skabe nye jobs og vækst i danske virksomheder, der producerer innovative grønne løsninger.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

I Danmark er vi dygtige til at skabe innovative grønne løsninger, der både kan skabe vækst og gavne miljøet. Men mange små og mellemstore virksomheder må opgive deres projekter, fordi de ikke har penge til at færdiggøre deres løsninger og komme ud på markedet. Fornyelsesfonden støtter de mest perspektivrige af dem, så de kan udnytte deres potentiale og trænge igennem på markedet – til gavn for miljøet og til gavn for dansk økonomi.

Den seneste ansøgningsrunde til Fornyelsesfondens midler viser, at der er fortsat er meget stor søgning på fondens midler. I alt er modtaget 75 ansøgninger og søgt støtte for ca. 310 mio. kr.

Fornyelsesfonden uddeler 760 mio. kr. i perioden 2010 – 2012. Indtil nu har fonden støttet 106 projekter med i alt 489 mio.kr.

Projekter, der støttes gennem Fornyelsesfonden, har det til fælles, at de skaber ny beskæftigelse, vækst og eksport. Men deres løsninger er meget forskellige. De 16 grønne projekter, som fonden nu støtter, spænder over blandt andet energieffektive varmelamper til svinestalde, løsning til indkapsling af forurenet spildevand fx i forbindelse med kemiske udslip, forskellige former for vandrensning, fx af hospitalsspildevand, bæredygtig fødevareemballage og genanvendelse af affald til energi og nye produkter.

Projekterne kan ses på www.fornyelsesfonden.dk, hvor fondens øvrige bevillinger også kan ses.

Fakta om de 16 projekter