Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Regeringen vil etablere et systemisk risikoråd

21-06-2012
Nyhed

Det systemiske risikoråd skal styrke overvågningen af systemiske finansielle risici og mindske risikoen for fremtidige finansielle kriser i Danmark. Det systemiske risikoråd vil supplere de allerede gennemførte opstramninger af den finansielle regulering og det finansielle tilsyn.

En af erfaringerne fra den internationale finansielle krise var, at systemiske risici i den finansielle sektor, fx opbygning af store indlånsunderskud, spillede en central rolle i udviklingen af den finansielle krise. For at mindske risikoen for fremtidige finansielle kriser forårsaget af en uhensigtsmæssig opbygning af systemiske risici vil regeringen derfor etablere et systemisk risikoråd i Danmark.

Etableringen af et systemisk risikoråd sker på baggrund af anbefalingerne fra Udvalg om Struktur for Finansielt Tilsyn i Danmark, som netop har afleveret sin rapport til erhvervs- og vækstministeren. Udvalget har været ledet af Erhvervs- og Vækstministeriet og derudover haft deltagelse af Nationalbanken, Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Finanstilsynet og to uafhængige eksperter.

Det systemiske risikoråd skal overvåge og identificere systemiske finansielle risici. Det systemiske risikoråd vil kunne kommunikere observationer og advarsler til specifikke parter og til offentligheden og vil kunne rette henstillinger med forslag til håndtering af systemiske risici til Finanstilsynet og Nationalbanken samt – hvis der skal udformes lovgivning – til regeringen. Såfremt en myndighed eller regeringen ikke følger en henstilling, skal dette forklares.

Det systemiske risikoråd sammensættes af de myndigheder, der har særlig indsigt og ekspertise på det finansielle område (Finanstilsynet, Nationalbanken og de økonomiske ministerier) og eksterne eksperter. Formanden for Nationalbankens direktion vil være formand for det systemiske risikoråd.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Det nye systemiske risikoråd er et væsentligt skridt til at mindske risikoen for fremtidige finansielle kriser. Rådet vil supplere de initiativer, der allerede er taget i forlængelse af den finansielle krise fx i forhold til at styrke Finanstilsynet og den finansielle regulering i Danmark.
Med risikorådet styrkes overvågningen af den systemiske finansielle risici, og rådet får mulighed for at rette henstillinger til Finanstilsynet og Nationalbanken samt – hvis der skal udformes lovgivning – til regeringen, hvis det identificerer systemiske risici under opbygning.
Jeg er sikker på, at rådet vil yde et væsentligt bidrag til forebyggelsen af fremtidige finansielle kriser.

Andre EU-lande har etableret eller påtænker at etablere tilsvarende nationale råd for systemiske risici, hvor de relevante myndigheder m.v. deltager.

Erhvervs- og vækstministeren vil i den kommende folketingssamling fremsætte lovforslag om etablering af rådet.

Udvalgets anbefalinger

Rapport om etablering af et systemisk risikoråd i Danmark