Ole Sohn: Hurtigere og bedre standardisering i Europa

31-05-2012
Nyhed

Det danske EU-formandskab har opnået en aftale om europæisk standardisering. Dermed er der skabt enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet om det første af de tolv initiativer i Akten for Det Indre Marked, som skal modernisere samhandlen i EU og derigennem bidrage til vækst i EU. Resultatet skal blandt andet sikre, at det bliver lettere for virksomheder og organisationer at deltage i udviklingen af standarder, at standarderne hurtigere når markedet, så tiden fra idé til produktion kan forkortes, samt at der kan udvikles flere europæiske servicestandarder i fremtiden.

Europæiske standarder gør det nemmere at handle på tværs af grænserne i EU, da standarder skaber interoperabilitet mellem produkter. Det kan for eksempel være standarder for mobilopladere, så alle mobiler bruger samme stik. Eller det kan være standarder for sprogkurser eller rengøringsservice, som sørger for, at køberen ved præcis, hvad han får.

For at skabe de bedst mulige standarder, er det vigtigt, at slutbrugerne er med til at udvikle dem. Samtidig er det centralt, at standarder bruges mere effektivt til at indfri vækstpotentialet i Europa. Det sikrer de nye regler.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Aftalen om standardiseringsforordningen er den første af de tolv initiativer i Akten for Det Indre Marked der er vedtaget, og det danske EU-formandskab sætter nu handling bag ordene om at styrke det indre marked i EU, for at styrke den europæiske vækst.
Med vedtagelsen af forordningen bliver det lettere for virksomheder og interessenter at være med til at udvikle gode og anvendelige standarder. Samtidig bliver systemet mere effektivt, så virksomhedernes idéer hurtigere kan komme fra tegnebrættet og ud på markedet på fx IT-området eller serviceområdet. Samtidig skabes der også grundlag for, at der kan udvikles flere servicestandarder i fremtiden. Europæiske standarder kan bidrage til innovation og vækstskabelse, som er så efterspurgt i Europa.

Ifølge Europa-Kommissionen bidrager standarder samlet set med mere end 35 mia. euro af EU’s årlige vækst. Virksomheder, som anvender standarder, har generelt højere produktivitet, højere værditilvækst og større eksport end andre sammenlignelige virksomheder.

Den politiske aftale skal endeligt vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet. Forordningen træder i kraft den 1. januar 2013.

Fakta om forordningen om europæisk standardisering