Ole Sohn på erhvervsfremstød i Sydkorea

10-05-2012
Nyhed

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn er i dag ankommet til Korea for at deltage i en stor dansk erhvervsdelegation i forbindelse med Danmarks deltagelse ved verdensudstillingen, EXPO 2012 i Yeosu.

EXPO 2012 finder sted fra 12. maj til 12. august 2012 og har hovedtemaet ”Det levende hav og kyst – forskellighed i ressourcer og bæredygtige aktiviteter”. 106 lande fra hele verden deltager samt 10 internationale organisationer. De koreanske arrangører forventer 8 mio. besøgende på EXPO 2012, hvoraf 800.000 gæster forventes at besøge den danske pavillon.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Dansk deltagelse i EXPO 2012 er et element i regeringens offensive globale markedsføring af Danmark,og en del af det strategiske arbejde for at fremme erhvervsmæssige interesser i Korea.
Den danske pavillon på EXPO 2012 markedsfører danske styrkepositioner som energieffektivitet, vedvarende energi og grøn vækst. På den måde får de danske virksomheder en god mulighed for at markedsføre sig på internationale markeder generelt og overfor de asiatiske vækstøkonomier i særdeleshed.

Ministeren er en del af den officielle danske delegation, der også omfatter kronprinseparret, handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, minister for Forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard samt en lang række danske virksomheder.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Målet er at få en masse danske virksomheder og løsninger aktiveret på det globale marked. Helt konkret er danske styrkepositioner som for eksempel grønne og innovative løsninger i høj grad efterspurgt i Korea, hvor grøn vækst står højt på dagsordenen. Jeg ser derfor frem til turen og glæder mig til at være med til at sætte Danmark på verdenskortet som eksportør af grønne løsninger.

Fakta

Den danske pavillon hedder ”Denmark // Horizon”, har et grundareal på ca. 1.000m2 og forventes at blive besøgt af ca. 800.000 gæster fra hele verden.

Pavillonens hovedfortælling handler om, hvordan man i Danmark har skabt grøn vækst, velfærd, job og nye industrier med vind, vand, bæredygtighed og innovation.

Den danske deltagelse i EXPO er et offentligt-privat partnerskab mellem Erhvervs- og vækstministeriet og projektets fire private hovedpartnere: A.P. Møller - Mærsk, Grundfos, LEGO Koncernen og Vestas Wind Systems A/S.

Det samlede budget er på 16 mio. kr. Heraf har staten finansieret 10 mio. kr. og projektets fire private hovedpartnere bidrager hver med 1,25 mio. kr. Den resterende million er finansieret via mindre sponsorater

Læs mere på EXPO 2012 hjemmesiden