Styrket myndighedssamarbejde i EU

23-05-2012
Nyhed

Det danske formandskab har i dag indgået en aftale om Informationssystemet for det Indre Marked (IMI-systemet). Aftalen sikrer, at myndighederne i EU’s medlemslande nu lettere kan samarbejde på tværs af grænserne. Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn betegner aftalen som et solidt resultat under det danske EU-formandskab.

Siden 1. januar 2012 har Danmark som EU-formandskab ledet forhandlingerne mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet om en forordning for IMI-systemet. IMI er et internet-baseret IT-system, som gør det nemmere for europæiske myndigheder at samarbejde. IMI kan fx benyttes, når en udenlandsk dyrlæge eller elektriker ansøger om at blive godkendt til at kunne arbejde i Danmark. Hvis danske myndigheder er i tvivl om noget, kan de bruge IMI til hurtigt at afklare eventuelle tvivlsspørgsmål hos myndighederne i hjemlandet.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Jeg er glad for, at vi har opnået en aftale om IMI-forordningen. Med IMI kan myndighederne i hele EU hurtigt og nemt finde den rette myndighed i et andet land og få afklaret eventuelle spørgsmål.
IMI kan fx benyttes til at tjekke om virksomheder er lovligt etableret i hjemlandet. På den baggrund vil IMI-systemet bl.a. kunne anvendes som et vigtigt redskab i bestræbelserne på at modvirke social dumping.
IMI-forordningen skaber desuden bedre muligheder for hurtig sagsbehandling for borgere og virksomheder, der bevæger sig på tværs af grænserne. Jo mindre administrativt bøvl virksomheder og borgere oplever, jo bedre rammer skaber vi for samhandel over grænserne og fornyet økonomisk vækst i EU.

IMI anvendes i dag i relation til administrativt samarbejde vedrørende servicedirektivet og direktivet for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer samt på forsøgsbasis i relation til udstationeringsdirektivet. Fra 2013 vil IMI også skulle benyttes i relation til patientrettighedsdirektivet.

Samlet set er ca. 6.500 kompetente myndigheder registreret i IMI med ca. 12.000 brugere. I Danmark er 28 nationale, kompetente myndigheder registreret. Det er f.eks. Sundhedsstyrelsen, Naturstyrelsen, Erhvervsstyrelsen og Arbejdstilsynet.

Den politiske aftale skal endeligt vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet. Forordningen træder endeligt i kraft i løbet af andet halvår 2012.

Faktaark