Annette Vilhelmsen: Vi skal styrke Danmark som produktionsland

15-11-2012
Nyhed

I forbindelse med Danmarks iværksætteruge lancerer erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen og Danmarks Vækstråd to nye initiativer, der skal bidrage til flere produktionsarbejdspladser i Danmark.

Hvis Danmark skal være konkurrencedygtigt skal der investeres i ny teknologi og digitalisering og kompetenceniveauet på vores erhvervsskoler skal hæves.

Projektet ”Kompetencesporet til øget automatisering og digitalisering i små og mellemstore virksomheder” skal gennem skræddersyede uddannelsesforløb medvirke til at modernisere produktionsprocesserne i 250 små og mellemstore virksomheder.

Projektet ”Talentudvikling gennem transferspor” skal i et samarbejde mellem erhvervsskoler og virksomheder styrke talentudviklingen på erhvervsskolerne.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Vi skal blive bedre til at høste de produktivitetsgevinster som investeringer i nye teknologi giver. Samtidig har virksomhederne brug for kvalificerede faglærte, og derfor er det vigtigt at gøre en ekstra indsats i forhold til talentfulde unge. Jeg er glad for at kunne præsentere disse nye initiativer, som skal bidrage til at styrke fundamentet for virksomhedernes vækstmuligheder.

Formand for Danmarks Vækstråd Lars Nørby Johansen:

I Danmarks Vækstråd har vi peget på, at både øget automatisering og digitalisering samt dygtige faglærte er vigtigt for produktionsvirksomhedernes konkurrenceevne. Jeg håber derfor, at vi med disse nye indsatser kan give de små og mellemstore produktionsvirksomheder ny viden om automatisering og digitalisering og få flere unge talenter til at vælge en erhvervsuddannelse.

Projekterne gennemføres i landsdækkende partnerskaber. Projektet ”Kompetencesporet til øget automatisering og digitalisering i små og mellemstore virksomheder” har et samlet budget på næsten 40 mio. kr., mens projektet ”Talentudvikling gennem transferspor” har et samlet budget på lidt over 26 mio. kr.

FAKTAARK