Europæisk enighed om den europæiske patentreform

20-11-2012
Nyhed

Rådet i EU er i går aftes den 19. november 2012 blevet enig med Europa-Parlamentet om teksten på den europæiske patentreform, som blev aftalt i Rådet under det danske EU-formandskab.

Med reformen bliver der indført et nyt enhedspatent, der er umiddelbart gældende i de deltagende lande samt et fælles europæisk patentdomstolssystem. Det er planlagt, at aftalen skal godkendes på et rådsmøde i Bruxelles den 10. december 2012.

Erhvervs- og Vækstminister Annette Vilhelmsen:

Jeg er meget glad for, at det efter mere end 30 år endeligt er lykkedes os at blive enige om at modernisere det europæiske patentsystem. Jeg er også stolt over, at den aftale, som vi opnåede enighed om under det danske EU-formandskab, nu er formaliseret ved aftalen med Europa-Parlamentet.
Det nye patentsystem vil være med til at styrke de europæiske virksomheder i den globale konkurrence med virksomheder fra fx USA og Japan, hvor patentsystemerne indtil nu har været det europæiske system overlegent. Patentreformen vil gøre det markant nemmere og billigere for virksomhederne at beskytte deres opfindelser i Europa, hvilket ikke mindst er til gavn for de mindre europæiske virksomheder.

Den nærmere proces herhjemme tilrettelægges på baggrund af en analyse af den mellemstatslige aftale. Her vil Justitsministeriet vurdere aftalen i forhold til grundlovens § 20.

Udgangspunktet i den særlige procedure efter grundlovens § 20 er, at vedtagelse af lovforslaget skal ske med 5/6 flertal i Folketinget. Hvis det viser sig, at en § 20-lov er påkrævet, vil regeringen arbejde efter dette udgangspunkt. Regeringen finder, at dansk deltagelse i patentdomstolen, med alle de tekniske spørgsmål, det indebærer, uanset om det måtte kræve 5/6s flertal, bør afklares i Folketinget.