Redegørelse om CIBOR

27-09-2012
Nyhed

Det er afgørende at få genskabt tilliden til CIBOR. Derfor etableres nu et markedsbaseret supplement til CIBOR samt offentligt tilsyn med fastsættelsen. Desuden får Finanstilsynet mulighed for at undersøge bankernes interne materiale om CIBOR.

Erhvervs- og vækstministeriet konstaterer, at systemet om fastsættelse af CIBOR har en række svagheder, herunder at systemet ikke længere er markedsbaseret, og at bankernes egenkontrol og procedurer har været utilstrækkelige.

Ministeriets redegørelse, som offentliggøres i dag, konstaterer desuden, at CIBOR lå bemærkelsesværdigt højt i 2009-10. Det er Finansrådet kommet med forklaringer på. Ministeriet kan – i lighed med Nationalbanken – ikke afvise forklaringerne, men finder dem heller ikke tilstrækkeligt velbegrundede.

Da CIBOR er en helt central referencerente for såvel finansielle virksomheder, erhvervsvirksomheder og husholdninger, har det stor betydning, at CIBOR fastsættes retvisende, og at der er tillid til renten.

For at genskabe tilliden til referencerentesystemet er der derfor behov for, at der bliver strammet op. Det sker nu gennem tre initiativer:

1) Markedsbaseret supplerende referencerente (CITA)

Der etableres en markedsbaseret supplerende referencerente baseret på CITA-renteswaps, som kan medvirke til at erstatte CIBOR, hvis kunderne ønsker det, og som samtidig kan bidrage til bedre kontrol med CIBOR.

Erhvervs- og Vækstministeriet har indgået en aftale med de finansielle organisationer, om at Finansrådet etablerer CITA-referencerenterne pr. 1. januar 2013.

Det er videre aftalt med sektoren, at kunderne vil blive tilbudt produkter baseret på CITA, og at kunder med CIBOR-baserede lån vil blive tilbudt at lægge deres lån om.

2) Offentligt tilsyn med referencerenter og skærpede regler

Der indføres et offentligt tilsyn for at sikre en stærkere kontrol med både CIBOR-fastsættelsen, men også fastsættelsen af øvrige referencerenter.

Erhvervs- og vækstministeren vil fremsætte lovforslag herom. Finanstilsynet vil forestå tilsynet med referencerenterne.

3) Gennemgang af bankernes interne materiale

Ministeriet har ikke på det foreliggende grundlag fundet indikationer på, at der er manipuleret. Men det er vanskeligt at afgøre, om CIBOR-renten har været retvisende eller ej.

Af hensyn til at sikre tillid til referencerentesystemet og for at få forholdene yderligere afdækket lægges der derfor op til, at Finanstilsynet får mulighed for at se på bankernes interne materiale vedrørende CIBOR.

Det kræver en lovændring, og det vil blive indarbejdet i loven, at Finanstilsynet, som den ansvarlige finansielle tilsynsmyndighed, kan indsamle og gennemgå materiale i bankerne, som vedrører CIBOR-fastsættelsen, tilbage i tiden.

Hvis Finanstilsynet i deres tilsyn finder forhold, der giver mistanke om lovovertrædelser vil det blive overdraget til politiet eller konkurrencemyndighederne.

Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn:

Det er for mig helt afgørende, at der er tillid til det finansielle system – herunder referencerenter. Efter at have undersøgt sagen grundigt kommer regeringen nu med tre initiativer, som skal genskabe tilliden. Jeg vil i den forbindelse gerne sige, at selvom der ikke er indikationer på, at der har været manipuleret med renten, så er det ikke alt i det her forløb, der har været lige kønt at se på.
For det første etablerer vi et markedsbaseret alternativ til CIBOR, som også kan bruges til kontrol. Det er problematisk at have en referencerente som ikke holdes op imod faktiske handler i markedet. Derfor har jeg indgået en aftale med de finansielle organisationer om, at Finansrådet etablerer en referencerente baseret på CITA-renteswaps pr. 1. januar 2013.
For det andet har CIBOR-sagen vist, at der er behov for et offentligt tilsyn med fastsættelsen af referencerenter. Jeg vil derfor fremsætte lovforslag om, at Finanstilsynet skal kunne føre tilsyn med CIBOR og andre referencerenter. Opbygningen af det konkrete tilsyn vil blive drøftet med Nationalbanken.
For at komme til bunds i sagen om CIBOR-renternes niveau i 2009-10, vil jeg for det tredje i det kommende lovforslag sikre, at Finanstilsynet får mulighed for at indsamle og gennemgå materiale i bankerne vedrørende CIBOR-fastsættelsen tilbage i tiden. Såfremt Finanstilsynet i deres tilsyn efter de nye regler bliver opmærksom på forhold, der giver anledning til mistanke om en strafbar overtrædelse af eksempelvis konkurrenceloven eller straffeloven, overdrages sagen til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller politiet.

Redegørelse om CIBOR

Bilag 1: De CIBOR-stillende bankers indberetninger i forhold til den endelige CIBOR-fixing

Bilag 2: Aftale

Bilag 3: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens involvering i CIBOR-sagen

Faktaark: CITA-renteswap

Faktaark: Hovedtrækkene i det kommende tilsyn med referencerenter