Bedre forbrugervilkår i bedemandsbranchen

08-04-2013
Nyhed

Ny certificeringsordning i bedemandsbranchen skal sikre forbrugerne bedre rådgivning og mere prisgennemsigtighed.

Danske Bedemænd introducerer nu en helt ny certificeringsordning for bedemænd. Ordningen skal bl.a. hjælpe forbrugerne med at identificere de bedemænd, der lever op til branchens særlige faglige krav.

Samtidig har branchen skabt grundlag for en større prisgennemsigtighed til gavn for forbrugerne. Bedemandsbranchens største aktører er blevet enige om brugen af en fælles standardblanket og en fælles skabelon for priseksempler, der gør det nemmere for forbrugerne at sammenligne tilbud og priser på tværs af bedemænd.

Endelig har Danske Bedemænd udarbejdet en overskuelig guide, der skal informere og hjælpe de kunder, der henvender sig til en bedemand.

Initiativerne er igangsat som led i en opfølgning på Rapport om bedemandsbranchen fra 2011, som er blevet gennemført i et samarbejde mellem bedemandsbranchen, Forbrugerrådet og Erhvervs- og Vækstministeriet.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Bedemandsbranchen har igennem de senere år modtaget en del kritik af manglende forbrugerrådgivning og prisgennemsigtighed. Det er med stor glæde, at jeg kan notere, at bedemandsbranchen nu selv tager målrettede initiativer til at skabe ordnede forhold for forbrugerne.

Formand Knud Larsen, Danske Bedemænd:
Danske Bedemænd har påtaget sig et stort ansvar for at realisere de anbefalede initiativer om certificering og prisgennemsigtighed. Det har vi gjort, fordi vi er et erhverv med en lang tradition for at lytte til vore kunders behov og ønsker. Vi håber samtidig, at myndigheder og forbrugerorganisationer vil kvittere for initiativerne i form af aktiv opbakning til de bedemænd, som nu bliver certificerede og gør brug af de nye værktøjer til prisoplysning.

Formand Anja Philip, Forbrugerrådet:

Jeg synes, at vi med de igangsatte initiativer i bedemandsbranchen er kommet langt, siden vi udarbejdede rapporten om forholdene i branchen i 2012. I tillæg til øget gennemsigtighed, er udviklingen omkring certificering især opmuntrende. Hvis alle væsentlige spillere på markedet for bedemandsydelser går i gang med certificering, vil det give et betydeligt løft i forhold til forbrugerne. Forbrugerrådet vil aktivt pege på certificering som et parameter for forbrugernes valg af bedemænd.