Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

EU tager et vigtigt skridt i kampen mod korruption og skatteunddragelse

10-04-2013
Nyhed

EU’s nye regnskabsdirektiv betyder større åbenhed om europæiske firmaers aktiviteter i hele verden indenfor udvinding af olie, gas og mineraler samt skovbrug. Det vil give myndigheder, presse og civilsamfund i blandt andet udviklingslande bedre mulighed for at skride ind overfor korruption og skatteunddragelse, som plager mange af disse lande.

Direktivet mangler at blive endeligt vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet, men det forventes at ske snarest efter, at der nu er opnået politisk enighed mellem de to parter. Enigheden er opnået ved at Rådet og Europa-Parlamentet på flere punkter har aftalt en skærpelse af reglerne i forhold til Europa-Kommissionens oprindelige forslag.

Direktivet betyder, at store og børsnoterede, europæiske virksomheder, som er aktive inden for olie, gas, minedrift eller skovbrug, får pligt til at offentliggøre oplysninger såsom skattebetalinger, betaling for licenser, produktionsrettigheder og royalties til myndigheder i alle de lande i verden, hvor de har aktiviteter.

Derudover vil regnskabsdirektivet gøre det enklere for særligt små virksomheder at aflægge regnskab, samt at øge sammenligneligheden af virksomheders årsregnskaber i EU.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Jeg er rigtig glad for, at der er opnået en aftale om EU’s nye regnskabsdirektiv, der sikrer åbenhed om udvindindingsindustriens betalinger til myndigheder i hele verden.
Med det nye land-for-land krav vil vi få indsigt i hvor meget europæiske udvindingsvirksomheders betaler i fx skat til myndigheder i forbindelse med udvinding af olie, gas og mineraler. Dermed kan myndighederne bedre holdes ansvarlige for anvendelsen af disse indtægter. Initiativet er et vigtigt skridt i kampen mod korruption og skatteunddragelse.
Jeg glæder mig også over, at det nye regnskabsdirektiv vil gøre det lettere for især små virksomheder at drive virksomhed, idet reglerne for regnskabsaflæggelse forenkles. Det flugter godt med regeringens arbejde for at mindske virksomhedernes administrative byrder.