Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Regering og erhvervsliv sætter fokus på fremtidens vækst

19-04-2013
Nyhed

Regeringen mødes i dag med erhvervslivets top til konferencen ”Fokus på fremtidens vækst”. På konferencen gøres der status over første år med regeringens vækstmarkedsstrategi.

Det ser lovende ud. Eksporten af varer til de 10 udvalgte vækstmarkeder steg med 6,4 mia. kr. i 2012, hvilket svarer til en vækst på 11,1 pct. og godt 4.000 danske arbejdspladser.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen og handelsminister Pia Olsen Dyhr er værter ved konferencen. Ud over de to ministre deltager statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr:

Regeringen har gjort det til en høj prioritet at få bedre fat i vækstmarkederne. Vi offentliggjorde vores strategi for ét år siden. Nu er det et godt tidspunkt at gøre status for arbejdet og sammen med erhvervslivet drøfte, hvordan vi går videre, så den kommer danske virksomheder til gavn.
Dansk eksport havde det i 2012 vanskeligt på grund af den lave vækst i Europa. Men netop på vækstmarkederne gjorde dansk erhvervsliv det fremragende. Eksporten af varer til de 10 udvalgte vækstmarkeder steg med 6,4 mia. kr., hvilket svarer til 4.000 danske job.
Regeringen vil i tæt samarbejde med dansk erhvervsliv arbejde for, at den positive udvikling fortsætter. Derfor har vi som et led i vækstplan DK afsat yderligere midler til en styrket vækstmarkedsindsats i 2014 og 2015.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Arbejdet i regeringens vækstteams med repræsentanter fra erhvervslivet viser, at der er mange muligheder for eksport, vækst og job. Danmark har kompetencerne og løsningerne til at slå igennem på vækstmarkederne. Det gælder om, at vi sammen griber de muligheder.
En øget eksport til vækstmarkederne kræver, at vi er synlige ude i verden. Vores syv markedsføringskonsortier tiltrækker opmærksomhed om danske løsninger. For eksempel har 4.500 udenlandske beslutningstagere og mere end 400 internationale mediefolk været på besøg i Danmark og studeret vores grønne løsninger. 
Gode vækstvilkår hænger tæt sammen med adgang til finansiering. Derfor har regeringen forbedret kreditmulighederne, blandt andet gennem Eksport Kredit Fonden. Den har tredoblet sit engagement siden 2008 til nu omkring 70 mia. kr., og med Vækstplan DK lægges op til at tilføje yderligere 15 milliarder.

Baggrund

Regeringen har udvalgt 10 vækstmarkeder, som regeringen vil styrke indsatsen og synligheden overfor. De 10 vækstmarkeder er de fire BRIK-lande, Indonesien, Mexico, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet, og Vietnam.

Vareeksporten til disse 10 vækstmarkeder steg i 2012 med 6,4 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 11,1 pct. og godt 4.000 danske arbejdspladser. Kina (inkl. Hong Kong) stod for den største absolutte stigning på 4,2 mia. kr., hvilket svarer til en vækst på 17,2 pct. Indonesien stod for den største relative stigning med knap 60 pct.

Væksten i den samlede eksport til de 10 udvalgte vækstmarkeder ventes i de kommende år at blive to-cifret. Prognosen tegner pt. på en stigning på omkring 12½ pct. i både 2013 og 2014. Væksten til Kina skønnes i 2013 at blive ca. 15 pct., hvilket svarer til en yderligere eksport på ca. 4,5 mia. kr. Desuden ventes også øget eksport til Rusland, Brasilien, Tyrkiet og Sydkorea.

Omkring 70 pct. af Danmarks vareeksport går til de europæiske markeder. I 2012 faldt vareeksporten til EU-landene med 1,4 pct.

Regeringen har i vækstmarkedsstrategien fastsat et mål om, at Danmark i perioden 2012-2016 skal øge sin vareeksport til de 10 udvalgte vækstmarkeder med mere end 50 pct. Samtidig skal Danmark bevare – og gerne forbedre – sin markedsandel på vækstmarkerne i forhold til seks udvalgte europæiske konkurrenter (Østrig, Belgien, Tyskland, Finland, Nederlandene og Sverige). I 2012 lykkedes det faktisk dansk erhvervsliv at bryde en nedadgående kurve i forhold til netop de seks europæiske lande, som vi har tabt markedsandele til på vækstmarkederne i perioden 2002-2012. Efterslæbet blev i 2012 nedbragt med 6 mia. kr. fra 25 mia. kr. til 19 mia. kr.