Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Forberedelse af folkeafstemning om den europæiske patentdomstol den 25. maj

19-12-2013
Nyhed

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har i dag haft drøftelser med alle Folketingets partier om den europæiske patentdomstol.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen:

Jeg har i dag haft drøftelser med Folketingets partier. Jeg må desværre konstatere, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten ikke ønsker at stemme for lovforslaget. Jeg havde håbet, at vi kunne finde en løsning i Folketinget, men med disse tilbagemeldinger er det ikke muligt at samle 5/6 dele flertal for lovforslaget, som grundloven kræver. Regeringen vil derfor iværksætte forberedelsen af en folkeafstemning. Den vil finde sted sammen med valget til Europa-Parlamentet den 25. maj 2014, som tidligere nævnt af statsministeren.
Patentreformen gør det enklere og billigere for virksomhederne at opnå og håndhæve patenter i Europa, hvilket virksomhederne længe har efterspurgt. Enhedspatent er tilmed en frivillig ordning, som virksomhederne kan vælge at benytte sig af, hvis de vil.

Handels- og europaminister Nick Hækkerup:

Det her handler grundlæggende om at sikre vores arbejdspladser i Danmark. Patentdomstolen vil gøre det nemmere og billigere at beskytte de ideer danske virksomheder får, og som bliver til arbejdspladser her i landet. Det er også derfor, at både fagbevægelsen og erhvervslivet klart støtter en fælles patentdomstol.

På baggrund af drøftelser med de politiske partier iværksættes der nu forberedelse af en folkeafstemning om dansk tilslutning til en fælles europæisk patentdomstol, selvom den formelle afklaring af, at der skal finde en folkeafstemning sted, først sker ved lovforslagets tredjebehandling. Folkeafstemningen vil finde sted den 25. maj 2014 i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet.