Annette Vilhelmsen underskriver europæisk patentaftale

19-02-2013
Nyhed

Efter mere end 30 års forhandlinger om en reform af det europæiske patentsystem blev der under det danske EU-formandskab i sommer opnået enighed om rammerne for den fælles europæiske patentdomstol. I dag har erhvervs- og vækstministeren på Danmarks vegne underskrevet den endelige aftale.

Patentreformen vil gøre det nemmere og billigere at optage og håndhæve patenter i EU. Den skaber markant forbedrede rammer for patentbeskyttelse i Europa og styrker europæiske virksomheders innovationsevne. Reformen udgør derigennem også et væsentligt bidrag til den europæiske vækst- og konkurrenceevnedagsorden.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Patentreformen var en af de højst prioriterede sager under det danske EU-formandskab, og det er en stor tilfredsstillelse, at vi nu efter mere end 30 års europæiske forhandlinger har underskrevet en aftale. Patentreformen er nu endeligt formelt vedtaget, hvilket betyder, at de enkelte lande kan gå i gang med de nationale ratificeringsprocesser.
Dermed er vi kun et sidste skridt fra at realisere de betydelige økonomiske besparelser og administrative forenklinger for europæiske virksomheder, som reformen vil medføre. Kommissionen har estimeret, at der bliver tale om besparelser på op til 90 pct. af omkostningerne i dag for de virksomheder, der ønsker, at deres patentbeskyttelse skal dække alle de 24 deltagende lande.
I dag er det mere end ti gange så dyrt at udtage patenter i EU som i fx USA – og mere end 50 gange så dyrt som i Kina. Med reformen gøres det markant lettere og billigere at udtage og forsvare patentrettigheder i Europa.
Patentreformen vil således gøre det mere attraktivt at beskytte opfindelser bredt i Europa ved at udtage patenter. Det vil medføre betydelige fordele for dansk og europæisk erhvervsliv og dermed gavne vækst og beskæftigelse.

Faktaark om den europæiske patentreform