Regeringen lancerer vækstplan for kreative erhverv og design

07-02-2013
Nyhed

Regeringen lancerer i dag vækstplanen for kreative erhverv og design. Vækstplanen skal bidrage til, at Danmarks styrker og potentialer på det kreative erhvervsområde udnyttes til at skabe vækst og beskæftigelse. Vækstplanen rummer i alt 27 konkrete initiativer, som bl.a. er målrettet virksomhederne i de kreative erhverv samt de virksomheder, der bruger design til at udvikle og differentiere deres produkter.

Med vækstplanen vil regeringen styrke væksten i de kreative erhverv, der tegner sig for 6-7 pct. af den samlede omsætning og beskæftigelse i dansk erhvervsliv, svarende til ca. 85.000 beskæftigede og en årlig omsætning på ca. 200 mia. kr. Danmark står især stærkt inden for arkitektur, mode og design, der i de senere år har oplevet stor fremgang. Derudover bidrager de kreative erhverv til innovation og vækst i det øvrige erhvervsliv, herunder i danske industri­virksomheder, der anvender design- og brugerdreven innovation til at udvikle deres produkter og services.

Vækstplanen har fire overordnede indsatsområder:

  • Forretningsmæssige kompetencer og adgang til finansiering skal styrkes
  • Der skal ske en hurtigere markedsmodning af nye kreative produkter og designløsninger
  • Væksten i de kreative erhverv skal understøttes af gode uddannelser og stærk forskning
  • Danmark skal være et internationalt vækstcenter for arkitektur, mode og design

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

De kreative erhverv har et stort vækstpotentiale. Mange af de mindre virksomheder har dog udfordringer med forretnings­udvikling og tiltrækning af risikovillig kapital. Derfor øger vi nu udbuddet af forretnings­­udviklingsforløb, så de kreative iværksættere bliver bedre i stand til at vokse og rejse kapital. Og vi sikrer, at der er finansiering og risikovillig kapital til rådighed for kreative iværksættere med lovende udviklingsprojekter.
Desuden gør vi en indsats for at styrke danske virksomheders konkurrenceevne gennem design- og brugerdreven innovation. Det vil ske i partnerskab mellem en række danske industrivirksomheder og kreative designbureauer. Initiativerne skal bidrage til at udvikle kreative miljøer, fastholde og skabe produktionsjobs i Danmark samt tiltrække udenlandske investeringer og talenter til Danmark.
Endelig lancerer vi med vækstplanen også en række initiativer, der kan bidrage til at styrke vores internationale profil inden for arkitektur, mode og design. Initiativerne skal være med til at skabe øget opmærksomhed omkring vores styrker med internationale begivenheder som INDEX: Awards og Copenhagen Fashion Summit.

Uddannelsesminister Morten Østergaard:

Kreative kompetencer spiller en central rolle, når der skal skabes innovation og vækst. Jeg ser et særligt vækstpotentiale i at udnytte de kreative kompetencer i samspil med andre faggrupper og erhverv, for netop det skaber innovative løsninger. Derfor har regeringens vækstplan særligt fokus på et styrket og bredt samarbejde, når det gælder uddannelse og forskning. Det er fundamentet for øget vækst i både de kreative erhverv og i resten af samfundet.

Kulturminister Marianne Jelved:

Som led i vækstplanen vil regeringen udvikle en ny national arkitekturpolitik, som skal sætte mennesket i centrum og have fokus på bæredygtighed, klimaudfordringer og vækst. Columbusægget ved dansk arkitektur er, at netop fordi den skaber livskvalitet for mennesker, skaber den også økonomisk værdi. Ganske enkelt fordi det er mere værd at bo i bygninger, kvarterer og miljøer, som er velgennemtænkte og har høj kvalitet. God arkitektur har værdi nok i sig selv. Arkitekturpolitikken skal formuleres i en tæt og grundig dialog med alle de parter, der har berøring til arkitekturområdet, og den skal formulere konkrete initiativer til forbedring af rammerne for skabelse af den gode arkitektur, der på en gang er menneskevenlig og vækstfremmende. Jeg forventer, at vi kan præsentere den nye arkitekturpolitik til efteråret.

Bred forankring

Regeringens vækstplan for kreative erhverv ∙ design er udarbejdet på baggrund af anbefalingerne fra vækstteamet for kreative erhverv ∙ design og med bidrag fra en bred kreds af interessenter fra det kreative erhvervsområde samt en række danske industrivirksomheder.

Vækstplanen er den anden af i alt otte vækstplaner i regeringens offensive erhvervs- og vækstpolitik, hvor der er nedsat vækstteams på de områder, hvor dansk erhvervsliv er internationalt konkurrenceudsat.

Vækstplan for kreative erhverv og design