Annette Vilhelmsen: Danmark skal vise vejen for bæredygtig mode

31-01-2013
Nyhed

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen søsætter nye grønne initiativer, der skal gøre det nemmere for virksomhederne at vælge en mere bæredygtig vej. Det skal bidrage til, at dansk mode også i fremtiden er et stærkt eksporterhverv.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen søsætter en række nye grønne initiativer, der skal styrke den danske modebranches omstilling til nye forretningsmodeller, hvor bæredygtighed er lig med god forretning.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Dansk mode er et stærkt eksporterhverv. Det skal vi holde fast i samtidig med, at vi gør det nemmere for virksomhederne at vælge grønt. Derfor vil jeg støtte virksomhederne i deres arbejde med at blive mere bæredygtige. 
Vi har etableret en ny grøn omstillingsfond, som står klar om en måned til blandt andet at støtte modevirksomheder, der vil omstille sig til en mere bæredygtig produktion. Den nye fond har 40 mio. kr. i 2013. Flere modevirksomheder får dermed mulighed for at omlægge til en mere bæredygtig produktion.

Derudover har regeringen netop støttet udviklingen af nye grønne forretningsmodeller. Her arbejdes med udvikling af et nyt pantsystem på tøj ud fra samme princip, som vi kender fra returflaskesystemet.

Et andet eksempel på en grøn forretningsmodel under udvikling er inden for børnetøj, hvor en virksomhed vil have forældre til at lease tøjet til deres små børn frem for at købe nyt tøj, som børnene alligevel vokser ud af i løbet af få måneder. Derved kan det samme tøj genbruges flere gange.

Under den igangværende modeuge lanceres også et nyt online værktøj, der skal gøre det nemmere for virksomheder i modebranchen at arbejde hen imod en mere bæredygtig produktion. Værktøjet gør det bl.a. muligt for virksomhederne at dokumentere deres indsats inden for f.eks. børnearbejde, kemikalier og dyrevelfærd. Værktøjet er udviklet i samarbejde med Danish Fashion Institute.

Modebranchen er blandt de kreative brancher, som regeringens kommende vækstplan for de kreative erhverv og design vil have fokus på.