Lad offentlige indkøb skabe innovation

07-06-2013
Nyhed

Den offentlige sektors indkøb rummer gode muligheder for at skabe mere innovation. Det fremgår af den første analyse fra Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde om ”Innovationsfremmende indkøb”, som netop er blevet offentliggjort.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Den offentlige sektor køber ind for 290 milliarder kroner årligt. Det giver rigtig god mening at bruge den offentlige sektors store købekraft til at fremme innovationen i Danmark. Det kan både give bedre løsninger for det offentlige og skabe nye eksportmuligheder for danske virksomheder. På den måde kan offentlig-privat samarbejde være med til at styrke væksten.

Eksempelvis er der igangsat et samarbejde mellem offentlige og private parter om at udvikle fremtidens intelligente hospitalseng. Formålet er at forbedre plejepersonalets arbejdsmiljø og give patienterne en god oplevelse af at være indlagt. Sengen kan blandt andet måle, om patientens åndedræt er stabilt eller om patienten har svedt i sengen og har behov for at få skifte sengetøj.Sådanne eksempler skal vi have flere af.
Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde har med sin første analyse sat fokus på et uopdyrket men meget interessant spørgsmål, nemlig hvordan vi kan bruge offentlige indkøb til at fremme innovation. Jeg håber, at mange offentlige myndigheder vil lade sig inspirere af det vejledningsmateriale, der følger med analysen, så vi kan få endnu mere ud af samarbejdet mellem det offentlige og det private.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen nedsatte Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde i april for at fremme samarbejdet mellem private virksomheder og offentlige myndigheder.

Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde består af en formand og 17 medlemmer, der repræsenterer relevante organisationer og myndigheder på området.

Læs mere på Rådet for Offentlig-Privat Samarbejdes hjemmeside: www.rops.dk