Ny lov om finansielle rådgivere styrker forbrugerbeskyttelsen

28-05-2013
Nyhed

Folketinget har i dag vedtaget regeringens forslag til lov om finansielle rådgivere. Loven styrker forbrugerbeskyttelsen og er et led i gennemførelsen af regeringsgrundlaget.

Med de nye regler skal personer uden for den finansielle sektor, der rådgiver om finansielle produkter til forbrugere, under tilsyn af Finanstilsynet. Loven stiller bl.a. krav om, at rådgiverne skal have tilstrækkelige kompetencer til at kunne yde forsvarlig rådgivning, ligesom der indføres regler om god skik for de finansielle rådgivere. Loven indeholder ligeledes en bestemmelse om, at en finansiel rådgiver kun må kalde sig ”uafhængig”, hvis rådgiveren ikke modtager provision.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Man skal kunne stole på alle, der rådgiver om finansielle produkter – også de rådgivere, der ikke er ansat i en bank. Derfor er jeg glad for den brede opbakning, som lovforslaget har fået fra Folketinget.
Regeringen er meget optaget af at sikre en høj forbrugerbeskyttelse på det finansielle område, og her bidrager den nye lov om finansielle rådgivere. Det kan være vanskeligt for forbrugerne at overskue alle produkter i den finansielle sektor. En del forbrugere kan ønske sig at få rådgivning om finansielle produkter fra en rådgiver, der ikke sidder i fx en bank. Den nye lov indebærer, at disse rådgivere nu også kommer under tilsyn.
Tilsyn med finansielle rådgivere vil medvirke til at give forbrugerne et reelt alternativ til rådgivning i penge- og realkreditinstitutter. Det vil bidrage til at styrke konkurrencen i den finansielle sektor.