Styrket indsats for bæredygtig energi, velfærdsteknologi og design skal skabe vækst og nye arbejdspladser i Syddanmark

30-05-2013
Nyhed

Vækstforum Syddanmark og regeringen har i dag indgået en vækstpartnerskabsaftale, som styrker vækstvilkårene i Region Syddanmark. Aftalen har særligt fokus på energi, velfærdsteknologi og design.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

Det er en god aftale, der i dag er indgået mellem Syddansk Vækstforum og regeringen. Med aftalen følger vi op på en række konkrete anbefalinger fra regeringens vækstteams, hvor der er god sammenhæng til vækstforums arbejde indenfor design, velfærds- og robotteknologi og bæredygtig energi, som alle rummer et potentiale for øget vækst og beskæftigelse i Danmark.
Det glæder mig desuden, at også Region Syddanmark bakker op om et nationalt vækstprogram for små og mellemstore produktionsvirksomheder, så vi sammen understøtter virksomhedernes mulighed for at realisere deres vækstpotentiale.

Formand for Vækstforum og regionsrådsformand Carl Holst:

Danmark og Region Syddanmark er udsat for stor international konkurrence – også på områder, hvor vi står stærkt. Derfor er det afgørende, at vi hele tiden udvikler os og holder os et skridt foran konkurrenterne, så vi kan fastholde produktion og beskæftigelse i regionen. Set i det lys er jeg rigtigt godt tilfreds med dagens aftale, som indebærer et intensiveret samarbejde om at fremme vækstbetingelserne på syddanske styrkepositioner inden for især velfærdsteknologi og bæredygtig energi. Jeg er særligt glad for, at regeringen vil bakke op om vores bestræbelser på at få udpeget Lindoe Offshore Renewables Center (LORC) til internationalt testcenter blandt de danske testfaciliteter inden for vindteknologi. Jeg ser også frem til samarbejdet om at etablere et europæisk fyrtårn inden for velfærdsteknologi – et så kaldt Knowledge and Innovation Community (KIC). Det er et naturligt næste skridt i vores satsning på velfærdsteknologi, det handler om forskning og innovation i verdensklasse, og vi er med i et stærkt europæisk konsortium.

Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen:

Jeg er godt tilfreds med aftalen, som jeg er sikker på vil styrke sammenhængen mellem erhvervsfremme-, uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen i Region Syddanmark. På den her måde sikrer vi, at flest muligt får gavn af de store investeringer som Region Syddanmark står over for – ikke mindst ift. sygehusbyggerier i Aabenraa og Odense. Samtidig er jeg meget glad for, at der nu sættes ekstra kræfter ind på at få udpeget LORC til internationalt testcenter. Jeg har kæmpet for Lindø i mange år, og en udpegning vil betyde rigtigt meget for beskæftigelsen på Lindø.

Sundhedsminister Astrid Krag:

Der er afsat over 40 mia. kr. til sygehusbyggeri i Danmark de kommende 10 år, og 12 af dem investeres i Region Syddanmark. Det er først og fremmest godt nyt for patienter og personale i det syddanske sundhedsvæsen. Men jeg er også optaget af, at investeringerne bidrager til udvikling og vækst i danske virksomheder. Vi vil derfor sammen med Region Syddanmark undersøge mulighederne for, at vi bruger viden fra det offentlige sundhedsvæsen til at afprøve nye forretningskoncepter. Så derfor glæder jeg mig over aftalen med Region Syddanmark, som vil være til gavn for både patienterne og regionens erhvervsliv.

Regionalt vækstpartnerskab 2013 mellem Syddansk Vækstforum og regeringen

Faktaark om Region Syddanmark

Faktaark om enkelte initiativer:

Sundheds- og velfærdsinnovation 

Samarbejde om robotteknologi

Design

Energi 

Styrket koordination i strukturfondsperioden 2014-2020

Små og mellemstore virksomheder

Grænseoverskridende samarbejde