Ny udlånsredegørelse viser tegn på øget lånelyst

18-12-2014
Nyhed

Erhvervs- og Vækstministeriets halvårlige redegørelse om udviklingen i kreditmulighederne i Danmark offentliggøres i dag.

Redegørelsen viser, at det samlede udlån til erhvervslivet fra banker og realkreditinstitutter er steget med 18 milliarder, svarende til en stigning på 1 pct. fra 2013 til 2014. Det skyldes en væsentlig forøgelse af realkreditinstitutternes lån til erhvervslivet, mens pengeinstitutternes samlede udlån til erhvervslivet er faldet. Bankerne oplever dog, at der er en øget efterspørgsel på lån fra nye erhvervskunder.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen:

Det er positivt, at bankerne oplever større efterspørgsel fra nye erhvervskunder. Det er vigtigt, at gode idéer og virksomheder har adgang til lån, så de kan realisere deres projekter.
Udlånsredegørelsen viser også, at kreditcheferne generelt mener, at udlånspolitikken nu er mindre stram. Det betyder forhåbentligt, at flere små og mellemstore virksomheder med gode projekter kan opnå finansiering til at realisere disse projekter.

Hovedresultater i redegørelsen:

  • Det samlede udlån til erhvervsvirksomheder stiger langsomt. Over det seneste år er det steget 18 mia. kr. fra 1.791 mia. kr. til 1.809 mia. kr.
  • Bankerne oplever generelt stigende efterspørgsel efter lån fra nye kunder, og har lempet kreditpolitikken en lille smule i 2. og 3. kvartal 2014, og har forventning om en yderligere lempelse.
  • Virksomhederne oplever generelt små forbedringer i udlånssituationen, men der er fortsat mange små virksomheder, der melder om problemer med at få lån. Således oplever ca. 24 pct. af DI’s medlemmer med under 100 ansatte fortsat, at finanssituationen er dårlig eller meget dårlig. For virksomheder med over 100 ansatte er det blot 10 pct. af virksomhederne.
  • De danske virksomheder benytter sig i stor grad af alternativer til det traditionelle lånemarked. Således udgør lån fra danske penge- og realkreditinstitutter kun 47 pct. af virksomhedernes lån og handelskreditter.

Udlånsredegørelse 1. halvår 2014