Aftale med Danske Regioner om ny og styrket organisering af turismeindsatsen

02-07-2014
Nyhed

Erhvervs- og Vækstministeriet har indgået en aftale med Danske Regioner om den fremtidige organisering af turismeindsatsen via tre regionale udviklingsselskaber for hhv. kyst- og naturturismen, erhvervs- og møde-turismen samt storbyturismen.

Formålet med de tre udviklingsselskaber er at skabe en bedre styring og koordinering af turismeindsatsen i Danmark og dermed fremme udviklingen af det danske turismeprodukt. Det skal bidrage til at øge væksten og jobskabelsen i dansk turisme, der i de senere år har haltet efter udlandet.

Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen:

Det glæder mig, at vi har indgået aftale med Danske Regioner om en ny organisering af den offentlige turismeindsats i Danmark. Med de tre udviklingsselskaber for hhv. kyst- og naturturisme, storbyturisme og erhvervs- og mødeturisme er grundlaget lagt for, at vi får styrket udviklingen af turismeproduktet i Danmark og dermed muligheden for at tiltrække flere turister til alle dele af landet.

Aftalen om tre regionale udviklingsselskaber for turisme mellem Erhvervs- og Vækstministeriet og Danske Regioner sker som opfølgning på aftalen om vækstplan for dansk turisme, som regeringen og Folketingets partier (bortset fra Liberal Alliance) indgik den 20. juni 2014.

Aftalen er første skridt i eksekveringen af den ny styring og organisering af den offentlige turismeindsats, som forankres i en ny lov om dansk turisme. Via en kommende lov om dansk turisme oprettes tillige et Nationalt Turismeforum med et tilknyttet Advisory Board, der skal stå for den nationale turismestrategi og styre og koordinere opfølgningen herpå.

De tre regionale udviklingsselskaber for hhv. kyst- og naturturismen, erhvervs- og mødeturismen samt storbyturismen får ansvaret for at udvikle dansk turisme med udgangspunkt i den nationale turismestrategi.

Aftale med Danske Regioner

Aftale om træk på vækstpuljen