Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Danske realkreditobligationer får højeste klassificering af kommissionen

10-10-2014
Nyhed

Kommissionen har nu offentliggjort det endelige LCR-krav, hvor danske realkreditobligationer får den højeste kvalificering.

Danske realkreditobligationer er værdipapirer med en høj kreditkvalitet og særdeles høj likviditet. Derfor har regeringen gennem flere år arbejdet hårdt for at sikre, at danske realkreditobligationers likviditet bliver anderkendt på linje med statsobligationers i EU’s nye likviditetsregler for kreditinstitutter (det såkaldte LCR-krav).

Kommissionen har nu offentliggjort det endelige LCR-krav, hvor regeringens synspunkt er imø-dekommet. Realkreditobligationer må udgøre op til 70 pct. af et pengeinstituts likviditetsberedskab. Danske institutter vil dermed kunne holde stort set samme omfang af realkreditobligationer til likviditetsformål, som de gør i dag.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard siger:
 

I tæt dialog med Kommissionen er det nu lykkedes at finde en god løsning for Danmark, hvor realkreditobligationer bliver anerkendt som de højt likvide aktiver, de er. Det er jeg meget tilfreds med. Det er en problemstilling både vi i regeringen, Folketinget og branchen har brugt meget energi på i de forløbne år. Det bekræfter, at man kommer langt med gode argumenter og en konstruktiv tilgang også i EU-samarbejdet. Det har vi hele vejen haft fokus på, selvom det på et tidspunkt så meget svært ud.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen siger:

Kommissionens nye likviditetsregler betyder, at realkreditobligationer generelt kommer til at rangere på det højeste niveau sammen med statsobligationer. Jeg er yderst tilfreds med, at vores store indsats gennem flere år dermed har båret frugt. 

Den høje klassificering af danske realkreditobligationer betyder, at kreditinstitutter vil kunne holde stort set samme omfang af realkreditobligationer til likviditetsformål, som de gør i dag. Derved modvirker vi en rentestigning, som ville gøre det dyrere at finansiere køb af boliger. 

Kommissionens retsakt sendes nu til Rådet og Europa-Parlamentet, som vil kunne afvise retsakten – men ikke ændre i den – inden for tre måneder.

Reglerne træder i kraft den 1. oktober 2015. 

Yderligere oplysninger

Økonomi- og Indenrigsministeriet: 
Afdelingschef Steen Lohmann Poulsen, tlf.: 72 28 26 00, .

Erhvervs- og Vækstministeriet:
Finansdirektør Christian Ølgaard, tlf. 91 33 73 00, .