Regeringen gennemfører 18 forslag fra Virksomhedsforum

10-12-2015
Nyhed

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har netop meddelt Virksomhedsforum for enklere regler, at regeringen gennemfører hovedparten af de seneste forenklingsforslag fra Virksomhedsforum helt eller delvist. Regeringen svarer i denne omgang på 22 forslag fra Virksomhedsforum, hvoraf 18 gennemføres helt eller delvist.

"Jeg kan konstatere, at Virksomhedsforum endnu en gang har leveret en række gode og relevante forslag. Regeringen har en ambition om at nedbringe byrderne for erhvervslivet med 3 milliarder inden 2020, og her er input fra erhvervslivet helt afgørende," siger Troels Lund Poulsen:

Erhvervs- og vækstministeren bad i oktober Virksomhedsforum gennemføre en Væk med bøvlet kampagne, og kampagnen har allerede givet mere end 300 henvendelser om regler, der giver bøvl.  

"Vi skal lette de byrder, som gør det unødvendigt besværligt for virksomhederne i det daglige. Her spiller Virksomhedsforum en vigtig rolle for, at virksomheder i hele Danmark bliver hørt. De mange henvendelser om bøvl tyder det på, at der er noget at komme efter," siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Kampagnen løber året ud, og Virksomhedsforum vil løbende sende de bedste ideer til regeringen.

Alle forslag fra Virksomhedsforum - og regeringens tilbagemelding - kan findes på hjemmesiden www.enklereregler.dk

Kontakt: Presseansvarlig Martin Hein, 91 39 94 55.