100 initiativer skal skabe vækst og udvikling i hele Danmark
23-11-2015
Nyhed
Regeringen fremlægger et samlet udspil om ”Vækst og udvikling i hele Danmark”. Udspillet vil skabe bedre muligheder for udvikling i alle dele af landet og give et varigt løft i BNP på 2,5 mia. kr.
Med Vækst og udvikling i hele Danmark fremlægger regeringen nu en sammenhængende strategi og mere end 100 konkrete forslag, der skal understøtte, at landet ikke bliver delt op i områder med udvikling og områder med afvikling.
"Der er behov for et gearskifte. Vi kan og skal skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Derfor er vi nu klar med en samlet strategi, der skal være med til at fastholde et sammenhængende Danmark," siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.