Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Stort dansk potentiale i cirkulær økonomi

25-11-2015
Nyhed

Udenlandske eksperter vurderer i ny analyse, at danske virksomheder kan høste store gevinster ved at udnytte cirkulære forretningsmuligheder. Analysen præsenteres på konferencen om Danmarks potentiale som cirkulær økonomi onsdag d. 25. november i Industriens Hus. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen åbner konferencen.

Cirkulær økonomi er en global tendens med fokus på at skabe vækst og beskæftigelse gennem smartere og mere effektiv brug af ressourcer, hvilket også vil gavne miljøet. Det handler bl.a. om at genbruge og genanvende ressourcerne bedre, og om at undgå at smide de værdifulde ressourcer ud som affald.

Den internationale tænketank Ellen MacArthur Foundation vurderer, at Danmark vil have stor gavn af, at danske virksomheder kommer i gang med at udnytte konkrete cirkulære forretningsmuligheder. Samlet set vil det kunne øge det danske BNP i 2035 med op til 1,4 pct., skabe over 11.000 job, styrke dansk eksport samt markant reducere materialeforbruget inden for en række sektorer.

Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen:

”Cirkulær økonomi handler om sund fornuft og god forrentning. Når virksomhederne har fokus på at bruge ressourcerne smartere og mere effektivt, kan de styrke både konkurrenceevnen og miljøet. Ellen MacArthur Foundations analyse viser, at potentialet er stort, hvis danske virksomheder griber de nye forretningsmuligheder". 

Potential for Denmark as a Circular Economy - a Case Study from: Delivering the Circular Economy - a Toolkit for Policy Makers

Kontakt: Pressechef Kim Bové: 91 33 70 15